Ekspropriation blev kendt ugyldig
I forbindelse med anlæg af de nordjyske motorveje fik en landbrugsejendom med svinedrift afskåret sin adgangsvej til det offentlige vejnet.
For at opfylde sin forpligtelse efter lov om offentlige veje, til at sikre den berørte ejendom en lige så god alternativ adgang til det offentlige vejnet, som den, der var nedlagt, besluttede ekspropriationskommissionen at inddrage en dæmningsvej tilhørende en anden ejendom.
Da det ikke var muligt at forhandle sig på plads, foretog ekspropriationskommissionen et ekspropriativt indgreb, hvorefter dæmningsvejen skulle udvides betydeligt, og hvorefter ejer-ejendommen fremover skulle tåle omfattende lastvognskørsel ad dæmningsvejen.
Forud for ekspropriationskommissionens afgørelse, havde myndighederne besigtiget forholdene og overvejet, om der kunne etableres adgang til det berørte svinebrug på anden vis. Kommissionen skønnede herefter, at ekspropriationen var nødvendig.
Sagen blev indbragt for Vestre Landsret, hvor der blandt andet blev afholdt syn og skøn.
Skønsmanden vurderede, at der kunne etableres adgang af alternativ rute for stort set de samme udgifter som ved det af kommissionen foreslåede ekspropriative indgreb. Der var tale om en løsning som også var foreslået af ejer-ejendommen før ekspropriationskommissionen traf sin afgørelse.
I forbindelse med ekspropriationskommissionens behandling af sagen havde Vejdirektoratet anført, at de sidste ca. 1300 meter af det kommunale vejnet, før tilslutningen til den alternative adgangsvej, var af en beskaffenhed der gjorde, at vejen næppe ville kunne tåle lastvognstrafik i det nødvendige omfang.
I modsætning til dette, oplyste Ålborg Kommune i forbindelse med retssagen, at dette stykke vej var: almindelig, god asfalteret kommunevej på landet. Skønsmandens erklæring var udfærdiget på basis af denne oplysning.
Vestre Landsret skønnede, at det ikke havde været nødvendigt at foretage ekspropriation for at skaffe en egnet adgangsvej til den berørte ejendom. Ekspropriationsbeslutningen blev således ophævet.
(Vestre Landsrets dom af 4. januar 2002 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 2218)
Kommentar: Det afgørende for sagen var, at der var givet forkerte oplysninger i forbindelse med sagens behandling for ekspropriationskommissionen.
Domstolene vil som udgangspunkt ikke efterprøve et skøn udøvet af den ansvarlige forvaltningsmyndighed. Domstolene skal holde sig til at efterprøve, om forvaltningen har skønnet ud fra de relevante oplysninger, om procedurerne i forbindelse med afgørelsen er fulgt, osv.
I dette tilfælde var det oplyst for retten, at der lå positivt forkerte oplysninger til grund for afgørelsen – og herudover foretog landsdommerne en detaljeret og konkret gennemgang af alternativerne til ekspropriation, før de tilsidesatte kommissionens skøn.