Print

Køberen af den såkaldte Pyrolyse-grund i København fik ved købet oplysninger om at der på grunden var forurening. Efterfølgende viste det sig at forureningen, der dels var med kulbrinter, dels med tungmetaller, dels var at finde flere steder på ejendommen end det var blevet oplyst af sælger, og dels var mere omfattende.

Det købende ejendomsselskab krævede handelen ophævet.

Højesteret frifandt ligesom landsretten sælger. Højesteret lagde til grund at der ikke alene kunne lægges vægt på det i skødet anførte om forureningens omfang, men at sagen for retten skulle afgøres efter de almindelige regler om fast ejendom. Højesteret lagde herefter vægt på at køber havde accepteret at der blev foretaget en ret begrænset undersøgelse for forurening med kulbrinter, og at det på købstidspunktet i 1980’erne ikke var sædvanligt at tage højde for en eventuel forurening med tungmetaller. Sælger blev derfor frifundet for påstanden om ophævelse af handelen, og samtidig blev købers og sælgers fælles rådgiver frifundet for et erstatningskrav køber havde rejst med påstand om at rådgivernes undersøgelser i forbindelse med købet havde været mangelfulde.
(Højesterets dom af 4. juli 2001 i sag II 333/2000)