Print

Ejeren af Kokdal Slot i Nordjylland anmeldte i 1992 til Brovst Kommune opførelsen af et væksthus i glas og aluminium.

Der opnåedes tilladelse til denne opførelse, men i april 1994 meddelte kommunen, at grundlaget for den afgivne tilladelse var bortfaldet, da kommunen havde konstateret, at tilbygningen var udført som en svimmingpool.

Amtet traf afgørelse om, at der ikke kunne gives landzonetilladelse efter Planlovens § 35 og meddelte, at tilbygningen skulle fjernes. Afgørelsen blev stadfæstet af Naturklagenævnet i 1996.

Landsretten og Højesteret har nu stadfæstet Naturklagenævnets afgørelse, idet der henvises til, at tilbygningen var omfattet af planlovens § 35, selvom den var opført på et eksisterende fundament, at bygningen ikke var omfattet af § 37 i planloven om ibrugtagning af landbrugsbygninger til anden anvendelse, at bygningen heller ikke var omfattet af § 36, stk. 3 om bygninger der var erhvervsmæssigt nødvendige for den landbrugsmæssige drift og at der ikke var grundlag for at tilsidesættelse påbud om fjernelse ud fra hverken værdispilds- eller proportionalitetssynspunkter
(Højesterets dom af 2. maj 2001 gengivet i UfR 2001, side 1677).

Kommentar: Et påbud om fjernelse er som udgangspunkt den værste sanktion, i anledning af tilsidesættelse af de vilkår, der er givet for byggeri, eller i anledning af, at byggeriet er opført helt uden tilladelse. I denne Højesteretssag har spørgsmålet om proportionalitet været drøftet og Højesteret er nået frem til, at der ikke reelt har været opnået tilladelse, da tilladelsen er givet på et forkert grundlag og har uanset de omkostninger det har medført for ejeren besluttet, at det omfangsrige og særdeles kostbare byggeri skulle fjernes.