Domme; erstatning uden for kontrakt; entrepriseret. Underentreprenør var erstatningsansvarlig direkte over for bygherren
En bygherre indgik i 1985 aftale med en hovedentreprenør om opførelse af et parcelhus. Hovedentreprenøren indgik aftale med en underentreprenør om udførelse af undertaget. I 1989 gik hovedentreprenøren konkurs. I 1999 konstaterede bygherren, at der trængte vand ind igennem husets tag og anlagde sag mod underentreprenøren med påstand om erstatning for udbedring. Højesteret lagde til grund, at underentreprenøren havde begået flere fejl ved udførelsen af undertaget, og at disse fejl var hovedårsagen til problemerne med indtrængen af vand. Højesteret fastslog, at underentreprenøren var erstatningsansvarlig direkte over for bygherren for sådanne håndværksmæssige fejl, og at underentreprenøren ikke over for bygherren kunne påberåbe sig, at hovedentreprenøren burde have opdaget fejlene og reklameret derover. Erstatningen blev fastsat skønsmæssigt af Højesteret med udgangspunkt i udbedringsudgifterne og fradrag bl.a. for forbedring.
(Højesterets dom UfR 2003/114)
Kommentar:Det må siges at være en undtagelse, at et erstatningskrav kan rettes mod en virksomhed, som man ikke har indgået en kontrakt med. Bygherren havde alene indgået kontrakt med hovedentreprenøren, som på sin side havde indgået kontrakt med underentreprenøren. Dette bevirker sædvanligvis, at bygherren kun kan rette sit erstatningskrav mod hovedentreprenøren, som vil have mulighed for at inddrage underentreprenøren i sagen, således at denne ender med at skulle betale en evt. erstatning. I denne sag, hvor hovedentreprenøren i mellemtiden var blevet erklæret konkurs, fandt Højesteret, at bygherren var berettiget til at rette kravet direkte mod underentreprenøren, bl.a. fordi det ansås for bevist, at der havde været deciderede håndværksmæssige fejl i det arbejde, som var blevet udført af underentreprenøren. Det har muligvis ligeledes påvirket afgørelsen, at bygherren ikke selv var professionel på byggeområdet. Reklamationen skete få måneder efter, at bygherren blev opmærksom på vandgennemtrængningen. Højesteret anså reklamationen for rettidig.
I den foreliggende sag er skønsrapporten meget klar. Den viser, at der var tale om en fejl, der klart vedrørte underentreprenørens arbejde, hvorfor Højesteret anser denne for at have et selvstændigt ansvar, som er uafhængigt af, at hovedentreprenøren burde have opdaget fejlen. Hvis søgsmålet havde været anlagt mod hovedentreprenøren, som herefter kunne have foretaget regres (rejst erstatningskrav i samme sag) mod underentreprenøren, ville retten formentligt have pålagt hovedentreprenøren en del af ansvaret, hvorfor underentreprenørens erstatningsansvar ville have været reduceret. Denne er den sædvanlige fremgangsmåde. Man kan således i denne sag, hvor hovedentreprenøren under sagsforløbet inden sagen når til Højesteret, bliver erklæret konkurs, sige, at bygherren opnår en bedre retsstilling ved at rette sit krav direkte mod underentreprenøren.
Såvel byret som landsret frifandt underentreprenøren, og der findes ikke mange andre domme på området, der når til samme resultat som i denne Højesteretsdom. Der kan nævnes en enkelt, anden Højesteretsdom fra 1995, hvori det bestemmes, at en køber af en ejendom kan gøre et erstatningskrav gældende direkte mod den rådgivende ingeniør, der var antaget af sælger. Begrundelsen var her, at det drejede sig om en klar, professionel fejl vedrørende væsentlige egenskaber ved ejendommen. Dommen er meget omdiskuteret i teorien, men som dommen viser, ses der meget strengt på professionelt ansvar. Der skal dog stadig være en særlig undtagelsessituation, før der kan gøres et ansvar gældende over for andre end den part, man har indgået kontrakt med, den såkaldte springende regres.