Print

En dansk virksomhed havde indgået en agenturaftale med en algerisk statsborger om salg af virksomhedens produkter i Libyen og Algeriet. Virksomheden opsagde aftalen og agenten anlagde sag med krav om betaling af godtgørelse og provision. Både Sø- og Handelsretten og Højesteret gav agenten medhold i, at han havde krav på godtgørelse og provision.

Agenturaftalen var indgået i 1995 og det fremgik af aftalen, at agenten havde krav på kompensation i tilfælde af, at virksomheden ophævede aftalen. I forbindelse med aftaleforholdet havde agenten i gennem 32 måneder udført en omfattende markedsbearbejdning i det område han dækkede og havde i den forbindelse solgt et testanlæg og 11 gasanlæg til et algerisk gasselskab. Den danske virksomhed var del af en større koncern og i forbindelse med omstrukturering opsagde virksomheden agenturaftalen i oktober 1998 for så vidt angår en del af de produkter, som agenturaftalen omfattede.

Agenten protesterede over denne opsigelse og efter forhandlinger tilbagekaldte virksomheden opsigelsen. Kort tid efter opsagde virksomheden på ny agenturaftalen for samme produktsortiment. I opsigelsesskrivelsen oplyste virksomheden, at den havde foretaget en opgørelse af det godtgørelsesbeløb, som agenten kunne være berettiget til i henhold til aftalens bestemmelser om kompensation. Det opgjorte beløb var efter agentens opfattelse ikke acceptabelt og han henviste bl.a. til, at opsigelsen havde påført ham en økonomisk skade. Med henvisning hertil og med henvisning til sine salg sendte agenten en faktura til virksomheden med anmodning om betaling af godtgørelse og provision.

Virksomheden afviste at være noget beløb skyldig til agenten og henviste bl.a. til, at virksomheden var en del af en større udenlandsk koncern og ikke selv havde solgt de produkter, som agenten havde solgt videre og derfor havde agenten efter virksomhedens opfattelse ikke krav på godtgørelse i det omfang, som agenten havde opgjort.

Herefter anlagde agenten sag ved Sø- og Handelsretten, der gav agenten medhold. Virksomheden ankede til Højesteret, der stadfæstede Sø- og Handelsrettens dom.

Højesteret oplyste i sin afgørelse af 3. april 2006, at virksomhedens egen opgørelse af godtgørelsesbeløbet måtte lægges til grund. Endvidere udtalte Højesteret, at det måtte komme virksomheden til skade, at der ikke i agenturaftalen eller efterfølgende var bevismæssig dokumentation for, hvilket samarbejde der på opsigelsestidspunktet var mellem virksomheden og andre dele af koncernen. Det kunne derfor ikke afvises, at agentens indsats i de 32 måneder havde en salgsfremmende betydning for virksomheden, og virksomheden havde fået nytte af dette arbejde. Endelig henviste Højesteret til, at aftale om salg af testanlæg var indgået mens aftaleforholdet var gældende og da det ikke kunne godtgøres, at en annullering af aftalen ikke skyldtes virksomhedens forhold, havde agenten krav på provision. For så vidt angår de solgte 11 gasanlæg bemærkede Højesteret, at agenten også havde krav på provision af disse salg, idet det ikke kunne afvises, at der i det koncernrelaterede samarbejde var grundlag for at anse disse anlæg som værende virksomhedens produkter.

(HD af 3. april 2006 sag 97/2005, 1. afd.)