Print

En medarbejder blev afskediget under henvisning til medarbejderens forestående hospitalsindlæggelse med henblik på foretagelse af graviditetsfremmende foranstaltninger.

Arbejdsgiveren var ved Vestre landsret dømt for overtrædelse af ligebehandlingslovens § 4, men frifundet for overtrædelse af § 9.

Arbejdsgiveren havde for Højesteret alene bestridt, at ligebehandlingslovens § 9 kunne finde anvendelse under henvisning til, at medarbejderen ikke var gravid på opsigelsestidspunktet, men alene påtænkte at blive gravid.

I modsætning til Vestre landsret fandt Højesterets flertal, at ligebehandlingslovens § 9 efter formålet med bestemmelsen må forstås således, at ”den tillige omfatter forbud mod afskedigelser, som er begrundet i, at den afskedigede forsøger at blive gravid ved hjælp af kunstig befrugtning.”

Højesterets flertal henviste herefter til, at denne fortolkning efter flertallets opfattelse er i overensstemmelse med forarbejderne til den ændringslov, der i juni måned 2001 indførte delt bevisbyrde i de situationer, hvor der efter ligebehandlingsloven ikke gælder omvendt bevisbyrde. Højesterets flertal fandt herefter, at ligebehandlingslovens § 9 var overtrådt og udmålte godtgørelsen til den afskedigede medarbejder, der på afskedigelsestidspunktet havde været ansat i ca. tre måneder, til seks måneders løn. Højesterets mindretal fandt det derimod ”overvejende betænkeligt” at anse § 9 for anvendelig i en situation som den forekommende.

(Højesterets dom af 12. december 2002)

Kommentar: Dommen har vidtgående betydning for praksis på ligebehandlingsområdet. Dommen rejser herudover en række spørgsmål, der vil skulle afklares i fremtidig retspraksis, herunder i relation til definitionen af begrebet kunstig befrugtning. Dommens betydning for de medarbejdere, der over for arbejdsgiveren har givet udtryk for, at de ad naturlig vej forsøger at blive gravide, samt spørgsmålet om hvorvidt mænd, der gennemgår behandling for barnløshed, vil være omfattet af bestemmelsen, er ikke afklaret.