Folketinget har med den vedtagne lov saneret i skattelovgivningen. Lidt er pillet ud, andet er kommet til, og ganske mange bestemmelser er blevet omformuleret.
I skattelovgivningen bruges begrebet bestemmende indflydelse i mange forskellige love. Der er nu vedtaget en harmonisering af begrebet. Bestemmende indflydelse har man efter vedtagelsen af lov nr. 458, når man på grund af ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder direkte eller indirekte ejer mere end 50% af aktiekapitalen eller råder over mere end 50% af stemmerne i selskabet. Undtagelse kan dog gøres konkret for aktier i børsnoterede selskaber.
Med den vedtagne lov fremgår nu fremover af lovens tekst, at en ophørsspaltning umiddelbart efter en skattefri aktieombytning ikke hindrer den skattefrie aktieaktieombytning.
Med loven er ægtefællers muligheder for at succedere i virksomhedsordningen blevet forbedret, idet der fremover også kan succederes når virksomheden overdrages fra den ene ægtefælle til den anden.
Med loven ophæves ejerlejlighedsbeskatningsloven og frigørelsesafgiftsloven. Endvidere lovfæstes adgangen til pristalsregulering af anskaffelsessummer fra perioden 1. januar 1975 til og med 18. maj 1993. Endelig er der indført regler om carry-back ved delsalg af fast ejendom, således at det er underordnet om gevinst eller tab kommer først, såfremt delsalgene sker inden for en periode på 3 indkomstår. Efter de gamle regler kunne tabet ikke bruges, såfremt det kom i et senere indkomstår end gevinsten.
(Lov nr. 458 af 9. juni 2004)