Foreninger

Læs her en generel artikel om foreningsret skrevet af to advokater med stor praktisk erfaring både fra rådgivning af foreninger og retssager om emnet for foreninger såvel om enkeltmedlemmer.

Du kan læse om grundbegreberne i dansk foreningsret. Artiklen vedrører alene den traditionelle danske ikke kommercielle forening. Formålet er at give dig de allermest elementære begreber. Der findes en ret righoldig litteratur på området, som vi henviser dig til for fordybning i emnet.

Foreningsretten er et af de forholdsvis få retsområder i Danmark, som overhovedet ikke er reguleret ved lov. De regler, der gælder, er dannet i en kombination mellem juridisk teori og retssager, der tager afsæt i almindelig praksis i foreningslandet Danmark. Det giver en god mulighed for at vurdere, hvad der – som advokater siger – er ”gældende foreningsret”. Eller sagt med andre ord: når du kender praksis, så kan du med den fornødne erfaring og indsigt også forudse, hvad domstolene i konkrete sager vil nå frem til, hvis spørgsmålet skulle nå frem til prøvelse for retten.

Disse almindelige sædvanebaserede retsregler på foreningsområdet ligger så indgroet i en meget stor del af befolkningen, at vi ikke tøver med at hævde, at det er det område overhovedet inden for dansk ret, som flest mennesker uden juridisk baggrund har kendskab til og en mening om. I mange tilfælde en rigtig og velargumenteret mening, som vil holde juridisk – men i en del tilfælde ikke helt ”juridisk korrekt”. Det er ikke ualmindeligt at opleve at den trods alt lidt flydende retsstilling undervurderes og afløses af skråsikre udsagn om tingene på en måde, som ikke ville holde i retten.

Aftalefrihed – Vedtægterne bestemmer

Når der ikke findes love, kan man sige, at der på det foreningsretlige område er fuldstændig aftalefrihed. Denne aftalefrihed giver sig udtryk i den første og allervigtigste foreningsretlige grundregel, der slår fast, at det er vedtægterne, der bestemmer, hvad der gælder i den pågældende forening.

En forening stiftes principielt ved, at nogle mennesker på en stiftende generalforsamling bestemmer, hvad der skal gælde for den pågældende forening.

Den stiftende generalforsamling vedtager med almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte, hvordan spillereglerne i foreningen skal være. Alle andre, som senere melder sig ind i foreningen, kan på forhånd gøre sig bekendt med vedtægterne. Ved indmeldelsen indtræder det nye medlem med pligt til at respektere de gældende vedtægter.

Ønsker medlemmerne senere at ændre vedtægterne, skal det ske efter de regler, der gælder herom ifølge foreningens vedtægter.

Foreningsfrihed – pligt til at være med i en forening?

Retten til fri foreningsdannelse er sikret ved grundlovens § 78, hvori det hedder:

“Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.

Stk. 2. Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.

Stk. 3. Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.

Stk. 4. Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.

Stk. 5. Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.”

Der er altså en ret til at stifte en forening. Du kan spørge, om der i visse situationer gælder en pligt til at være medlem af en forening?

Det er vores erfaring, at der på dette område blandt ikke foreningskyndige hersker nogen usikkerhed.

Mange husker i den forbindelse de efterhånden mange sager om fagforeninger og de såkaldte eksklusivaftaler. Nogen ved også, at der findes en lov, som kaldes “foreningsfrihedsloven”. Men det er kun en lov, der bestemmer, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi denne er medlem af en forening eller en bestemt forening.

Udgangspunktet er, at du selv bestemmer, om du vil være medlem af en forening.

Alligevel kan der godt være situationer, hvor der er medlemspligt. De mest kendte eksempler er grundejerforeninger og ejerforeninger i ejerlejlighedsejendomme. Her er situationen typisk den, at der er tinglyst en pligt til at være medlem af grundejerforeningen på ejendommen – ja for ejerlejligheder følger det direkte af loven om ejerlejligheder.

Men pligten kan siges at være begrænset: hvis du ikke vil være medlem, kan du købe hus et sted, hvor der ikke er pligt. Ejerlejlighed må du derimod i så fald opgive. Men alting har jo en pris.

Krav på at være medlem af en forening? Eksklusion.

Spørgsmålet om hvem der kan være medlem af en forening, reguleres af vedtægternes bestemmelser herom. Når foreningen er etableret, så kræver almindelig foreningsret, at de, der opfylder betingelserne i vedtægterne også får adgang til at blive medlem. Når medlemskab er opnået, så består medlemskravet i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser herom. Det betyder normalt, at et medlem kun kan udelukkes (ekskluderes), hvis medlemmet har gjort sig skyldig i en alvorligere misligholdelse.

Det er normalt bestyrelsen, der kan træffe beslutning om en eksklusion. Ofte vil vedtægterne give mulighed for – eller pligt til – at en sådan eksklusion forelægges generalforsamlingen. Selvom vedtægterne ikke siger noget herom viser domspraksis, at medlemmer har krav på forelæggelse for generalforsamlingen og får de ikke denne mulighed, vil eksklusionen være ugyldig allerede af denne grund. Et medlem, der ikke er tilfreds med en eksklusion, har krav på at få en domstols ord for, om eksklusionen er sket i overensstemmelse med foreningens vedtægter og gældende foreningsretlige regler. Det fører for vidt her at gå nærmere ind på dette område, men generelt kan siges, at der gælder et saglighedskrav og populært kan det nok udtrykkes sådan, at der skal være en solid grund til at beslutte, at et medlem ikke længere kan være medlem og domstolene påtager sig gerne at foretage en vurdering, som i nogle tilfælde fører til, at en eksklusion kendes ugyldig.

Stiftende generalforsamling:

Hvis du vil stifte en forening, indbydes interesserede til at deltage i en stiftende generalforsamling. Initiativtagerne vil typisk have lavet et udkast til vedtægter, som gennemgås og vedtages med eller uden ændringer.

Ved mødets start vælges en dirigent, som leder mødet. Dirigentens rolle på den stiftende generalforsamling er den samme som på enhver generalforsamling: at sikre, at der træffes gyldige beslutninger i overensstemmelse med vedtægter og gældende foreningsretlige grundsætninger. Det lyder enkelt, men i en række situationer kan det være ganske krævende og derfor ses det ofte, at dirigenten overlades til advokater eller andre med særlig erfaring på dette område.

Når der er enighed om vedtægternes formulering og om at stifte foreningen, så er der født en såkaldt juridisk person: en ”forening”. Der vælges en bestyrelse, en revisor og eventuelt andre, alt efter hvad vedtægterne bestemmer.

De enkelte bestemmelser i vedtægterne:

I slutningen af denne artikel har vi indsat et koncept til et sæt meget generelle og simple vedtægter i en forening. Her vil vi gennemgå de enkelte bestemmelser med nogle kommentarer til de vigtigere bestemmelser.

Blandt de første paragraffer er formålsparagraffen (§1) særlig vigtig. Den bør være så bred, at den omfatter alt det, man kunne tænke sig at lave i foreningen ved dens stiftelse men også så smal, at man med den kan holde medlemmerne på sporet af det, som man nu engang er samlet om i netop den pågældende forening.

Det skal huskes, at foreningen kun må beskæftige sig med det, der er omfattet af foreningens formålsparagraf. Det er derfor en vigtig bestemmelse i enhver forening og en rigtig formulering af denne kan siden blive af stor værdi for foreningen.

Medlemskredsen (§2) bør vær fastlagt sådan, at det af vedtægterne klart fremgår, hvem og under hvilke betingelser medlemmer optages. Det bør ligeledes klart defineres, hvordan der skal forholdes, hvis foreningen vil udelukke (ekskludere) et medlem. Igen er det et sted, hvor en korrekt og fyldestgørende formulering af vedtægterne senere kan spare en forening for mange trængsler.

Generalforsamlingen:

Generalforsamlingen kaldes af foreningsjurister for ”foreningens øverste myndighed”. Det er ikke uden grund den bærer den flotte titel. I praksis er der mange tvivlsspørgsmål om netop generalforsamlingen.

Det er overordentlig vigtigt, at generalforsamlingen gribes rigtigt og fornuftigt an. En velgennemført generalforsamling kan på mange måder give et billede af en god forening. Omvendt kan en uheldigt afviklet generalforsamling skabe store problemer, nogle gange i årevis.

Valget af dirigent og dennes varetagelse af hvervet er langt mere betydningsfuldt, end mange er opmærksomme på. Et godt gammelt ord siger: ”Nu er vrøvlet endt, vi har valgt en dirigent” – og det er der god mulighed for, navnlig hvis dirigenten kan dette vanskelige håndværk. Omvendt vil en uerfaren dirigent kunne gøre stor skade og det er ganske sikkert, at der i foreningerne hvert år træffes mange ugyldige beslutninger og afgørelser, ikke mindst på grund af uerfarne dirigenter.

Dirigenten:

Det er umuligt at komme dybt i dette vigtige indenfor rammerne af en kort og populær artikel. Der er skrevet bøger om dirigenthvervet og hvert år afholdes mange dirigentkurser, nogle af dages varighed.

Vi vil varmt anbefale enhver foreningsdirigent at læse en eller flere bøger om dirigenthvervet – og gerne før hvervet påbegyndes.

De typiske vedtægter bestemmer, at dirigenten vælges af generalforsamlingen. Normalt vælges den dirigent, som bestyrelsen bringer i forslag, men vær opmærksom på det principielle i, at dirigenten vælges. Det betyder, at dirigenten også kan afsættes undervejs i generalforsamlingen. I givet fald sker det ved, at der fra forsamlingen stilles et “procedurespørgsmål” eller et ”motiveret forslag til dagsorden om valg af ny dirigent”. Dirigenten har pligt til at stille et sådant forslag til afstemning på et hvilket som helst tidspunkt det bliver fremsat.

Så længe dirigenten er leder af mødet, afgør han eller hun suverænt ethvert spørgsmål, som måtte komme op omkring generalforsamlingen og behandlingen af de enkelte punkter på dagsordenen.

Dirigenten er naturligvis forpligtet til at følge vedtægterne og de almindelige foreningsretlige regler. Det er dirigentens ansvar, at der træffes gyldige beslutninger på generalforsamlingen og dirigenten kan ikke delegere denne opgave til andre, f.eks. ved at spørge forsamlingen til råds. Også af denne grund kan det ”lette” dirigentjob pludselig forandre sig til en ensom og krævende opgave, som kan kræve betydeligt mod for at sikre en korrekt gennemført generalforsamling i situationer, hvor meninger brydes og hvor tingene tilspidses.

Der er to midler mod en dårlig dirigent. Dirigenten kan afsættes ved afstemning. Skulle det imidlertid gå så galt, at der gennemføres ugyldige beslutninger, kan der anlægges en retssag mod foreningen (ikke mod dirigenten). Under denne sag afgør retten om en given beslutning eller generalforsamlingen som helhed er ugyldig eller ulovlig.

I praksis sker det ikke ofte, at der føres retssager om foreningers forhold, ofte fordi spillereglerne i foreningsretten ikke er overholdt eller fordi gældende vedtægter ikke er fortolket rigtigt, men det sker desværre også, at det skyldes mere direkte tiltag for at gå efter ikke juridisk holdbare dispositioner – typisk for at fremme særinteresser. Nogle gange sker det i håbet om, at ingen vil reagere, andre gange på grund af manglende kundskaber.

Dirigenten er mødeleder under hele generalforsamlingen (eller indtil han eller hun afsættes) og er ikke underlagt instruktionsbeføjelser fra bestyrelsen, men står alene under generalforsamlingens kontrol. Generalforsamlingen kan dog ikke bestemme, hvad dirigenten skal gøre – der er kun et middel: afsættelse. Sker det ikke, bestemmer dirigenten – og det sker så under tilsyn af domstolene som foran beskrevet.

Dirigentens første rolle efter valget er at konstatere, om generalforsamlingen er lovligt indvarslet og beslutningsdygtig. Han eller hun skal sikre, at vedtægternes og almindelige foreningsretlige krav er opfyldt og overholdt.

Et af de spørgsmål, som dirigenten ofte skal tage stilling til, er, om de mødte faktisk har adgang og er stemmeberettigede. Her skal dirigenten vurdere vedtægternes formulering herom.

Det er en helt almindelig retlig grundsætning, at et medlem kan give et andet medlem fuldmagt til at møde for sig i ethvert ærinde. Dog kan vedtægterne bestemme det anderledes. Ligeledes har et medlem som udgangspunkt ret til at have en rådgiver med. Det skal nævnes, at der er divergerende syn på dette spørgsmål, læs mere i artiklen Om fuldmagt (LINK)

I de standardvedtægter, vi foreslår nedenfor, er der lavet fuldmagtsbegrænsning. Formålet hermed er at sikre, at der ikke “samles fuldmagter” til generalforsamlingen. De fleste almindelige foreninger ønsker, at demokratiet virker ved personligt fremmøde.

Det er også dirigenten, der leder valg til bestyrelse og afstemninger af enhver art.

Valg og afstemninger:

Inden for foreningsretten findes en række forskellige metoder til afholdelse af valg til bestyrelsen. Den helt simple forening, som vi omtaler i denne artikel, vil normalt godt kunne “nøjes” med den mest simple afstemningsmetode, hvor det er simpelt flertal, der afgør hvem der vælges. Reglerne bør tilpasses til den foreningstype, man har med at gøre. Generelt kan det siges, at jo vigtigere foreningens anliggende er og desto flere medlemmer, der påregnes, desto vigtigere er det at ofre de fornødne ressourcer på et få vedtægterne skræddersyet til den konkrete forening.

Hvis der er flere bestyrelsesmedlemmer på valg, beslutter dirigenten typisk, at medlemmerne må skrive op til det antal navne på stemmesedlen, som skal vælges. En stemmeseddel er med andre ord gyldig, selv om den kun har ét navn. Herved har et mindretal en i al fald teoretisk mulighed for at styrke muligheden for at få en bestemt kandidat valgt, medmindre flertallet er fuldt organiseret og stemmer fuldstændig ens.

I diverse håndbøger om foreningsret og om dirigenthvervet er redegjort for de forskellige afstemningsmetoder. Området er temmelig kompliceret og der kan skrives selvstændige bøger om afstemningsmetoder, men det går for vidt her.

Generelt må det stærkt anbefales at beskrive afstemningsformerne i vedtægterne, især hvis der ønskes særlige beskyttelsesregler i forhold til mindretal eller hvis der ønskes særlige afstemningsmetoder, f.eks. direkte forholdstalsvalg.

Demokrati kræver, at enhver deltager kan udøve sine demokratiske beføjelser uden at blive presset til bestemte handlinger. En af de fundamentale regler i den sammenhæng er den hemmelige afstemning, som skal gennemføres, såfremt blot én deltager kræver det. Vedtægterne kan dog bestemme det anderledes, men kun indenfor visse grænser.

I mange sammenhænge kan afstemninger naturligvis afholdes med håndsoprækning, uden at demokratiske principper sættes over styr. Men dirigenten skal selv vurdere, når almindelig pli tilsiger skriftlig afstemning.

Under forhandlingerne af de enkelte punkter på dagsordenen er der ofte flere forslag til afstemning. Der gælder om afstemningsrækkefølgen den grundregel, at der først stemmes om eventuelle ændringsforslag til det oprindelige forslag. Er der flere ændringsforslag, stemmes der først om det mest vidtgående forslag. Hvis det vedtages, medfører det normalt, at de andre falder bort. Ellers fortsætter afstemnings-rækkefølgen, indtil der er stemt om alle ændringsforslag og til slut det oprindelige forslag. Vurderingen af graden af “vidtgåenhed” foretages suverænt af dirigenten og det er ikke altid en helt enkelt opgave.

Beretning og regnskab til godkendelse:

Bestyrelsens beretning aflægges på bestyrelsens vegne af formanden og bør være dels en redegørelse for det forgangne års forløb, dels en kortere foruddiskontering af, hvad bestyrelsen agter at foretage sig i det kommende år. Men det er fortidens gerninger, der skal godkendes.

Beretningen stilles til fri debat, og debatten afsluttes med, at den stilles til afstemning.

Konsekvensen af, at beretningen stemmes ned vil normalt være, at bestyrelsen nedlægger sit mandat, men den er ikke juridisk forpligtet til det. En bestyrelse kan godt vælge at tage afstemningsnederlaget til efterretning. Den kan selvfølgelig ikke lade som ingenting. Baggrunden for nederlaget må indgå i det fremtidige arbejde, og bestyrelsen må straks forholde sig konkret til, hvordan den vil forholde sig.

Hvis bestyrelsen ikke drager “parlamentariske konsekvenser” af nederlaget, vil generalforsamlingen kunne fremprovokere sådanne ved at vedtage en mistillidsdagsorden til bestyrelsen.

Forslag til dagsordenspunkter til generalforsamlingen:

Det er en foreningsretlig grundregel, at generalforsamlingen ikke kan behandle et punkt, som ikke er på dagsordenen, og herunder heller ikke noget, som ikke har været varslet på en dagsorden.

Forklaringen herpå er, at medlemmerne på forhånd skal have mulighed for at tage stilling til de enkelte emner, herunder om de er så væsentlige, at medlemmerne vil møde frem for at gøre brug af deres demokratiske rettigheder. Det er også grunden til, at der i vedtægter bør indsætte bestemmelser om, at forslag skal komme i god tid inden generalforsamlingen. Det er vigtigt at formulere dette forståeligt, men også præcist.

Bestyrelsen har som udgangspunkt ikke pligt til at offentliggøre sådanne forslag, men skal blot orienterer dirigenten om dem kort før mødet. Dirigenten fortæller derfor under forløbet, at der er et bestemt punkt, som skal debatteres og dermed sættes til afstemning. Den fornuftige bestyrelse vil bestræbe sig på at orientere om forslag, så medlemmerne kan vide, om de bør komme til stede. Det bør overvejes at medtage regler herom i vedtægter for foreninger af blot nogen størrelse.

Bestyrelsen:

Der holdes normalt kun generalforsamling en gang om året. I det daglige arbejde udgør bestyrelsen foreningens ledelse og handler på hele foreningens vegne.

Bestyrelsen fordeler normalt posterne imellem sig. Nogle mener, at man bør vælge nøglepersoner direkte på generalforsamlingen. Det er vigtigt at slå fast, at det også her er vedtægterne, der bestemmer, hvordan det skal gøres.

Vi vil ikke her gennemgå de enkelte posters indhold. Opgaverne svinger. Tre poster er særligt vigtige og tunge. Det er formand, sekretær og kasserer.

Mens formand og kasserer næsten giver sig selv, er det vigtigt at fremhæve betydningen af sekretærens indsats. Han eller hun har ansvaret for, at der til stadighed er overblik over, hvad der er sket og vedtaget i foreningen, idet sekretæren fører foreningens forhandlingsprotokol.

Som minimum bør forhandlingsprotokollen angive, hvad der er vedtaget af bestyrelsen og generalforsamlingen. Det er herefter et rent temperamentsspørgsmål, hvor meget der bør refereres fra forhandlingerne.

Bestyrelsesansvar:

Et af de emner, som virkelig er oppe i debatten i disse år, er bestyrelsesansvaret. For nogen er det så skræmmende, at man slet ikke tør gå ind i en foreningsbestyrelse. Der er skrevet meget om det, men vi skal ikke her gå i dybden med spørgsmålet i denne lille artikel.

På den ene side spørgsmålet tages dybt alvorligt i det daglige bestyrelsesarbejde. Og på den anden side tør vi godt sige, at det ikke er værre, end at det sjældent i en almindelig bestyrelse går så galt, at et bestyrelsesmedlem selv må til at punge ud. Vi ser en tendens til, at der i mange forsikringspolicer tilbydes dækning af foreningsansvar og det kan måske bevirke, at retspraksis vil ændre sig hen imod et strengere ansvar på området. Enhver forening af blot nogen størrelse bør seriøst overveje hele forsikringsspørgsmålet nøje.

Om bestyrelsesansvar kan vi firkantet sige, at et bestyrelsesmedlem skal optræde som bestyrelsesmedlem på samme måde, som medlemmet ville gøre i sin egen forretning eller i sit eget hjem med sin egen personlige økonomi. Normen er den adfærd, der kan forventes af en helt almindelig samvittighedsfuld borger, som ikke handler med hovedet under armen. Dispositioner, som er normale og forretningsmæssige, vil derfor ikke føre til et ansvar.

Derimod skal bestyrelsesmedlemmer være meget forsigtige, hvis foreningen f.eks. er i en situation, hvor det bør kunne forudses, at foreningen ikke vil kunne opfylde de forpligtelser, den påtager sig. Her er der risiko for ansvar. Der kan også blive tale om ansvar i andre situationer, men det går for vidt her at uddybe dette nærmere.

Hæftelse:

Det er helt centralt, at medlemmerne i en forening i vedtægterne bør have en bestemmelse, der sikrer, at foreningen kun hæfter for sine forpligtelser med sin formue. Eller sagt med andre ord: hvis foreningens kasse er tom, så kan kreditor ikke kræve betaling af de enkelte medlemmer.

På samme måde bør ingen medlemmer – eller bestyrelsen – påtage sig personlig kaution for foreningens forpligtelser.

Grundreglen bør være, at hvis foreningen ikke kan få den nødvendige kredit ved at henvise til foreningens formål, vedtægter og almindelige omdømme, bør den helt afstå fra at søge kreditten.

I nogle sammenhænge er det lettere sagt end gjort, men man må ikke fravige disse råd uden at have overvejet det meget, meget nøje og efter vores opfattelse heller ikke uden at have søgt professionel rådgivning herom.

Vedtægtsændringer:

Det er et godt råd at bestemme i vedtægterne, at det er sværere at ændre vedtægterne end at få vedtaget almindelige beslutninger på en generalforsamling.

Vi vil ikke her nærmere gå i detaljer, men blot nævne, at der er mulighed for at stille forskellige krav til flertallets styrke alt efter hvor indgribende ændringer, der ønskes. Dette er meget praktisk, men varierer meget alt efter foreningens art.

Afslutning:

Formålet med denne artikel har været at give en kort almindelig fremstilling af nogle foreningsretlige grundprincipper. Udgangspunktet er taget i nogle af de spørgsmål, som vi som praktiserende advokater oplever rører sig mest i foreningslivet.

Der findes en meget righoldig faglitteratur om foreningsret af forskellig sværhedsgrad og grundighed. De store idrætsorganisationer og nogle af de politiske partier og fagforbund har udgivet håndbøger. Vi kan anbefale dig at prøve at rette henvendelse til dem, hvis du vil have grundigere men dog forholdsvis let tilgængeligt materiale om emnet.

Endvidere kan vi henvise dig til følgende litteratur:

Foreningsret af Ole Hasselbalch Jurist- og Økonomforbundet, 1992 – 390 sider, ISBN: 87-574-3421-2

Werlauff Håndbog for foreningsdirigenter, 1989, udgivet af Sparekassen SDS – jeg ved ikke om den kan købes eller er på bibliotekerne.

Jan Kobbernagel Dirigenten – håndbog i mødeledelse og forhandlingsteknik, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck – 1976

Børge Rasmussen: Sådan ledes en forening – håndbog i moderne ledelse af store og små foreninger Schultz Forlag 1981

Robert Eggersen: Foreningsbestyrelsen – opgaver og ansvar, Eggersens forlag 1996

Håndbog for dirigenter af Kristian Mogensen (f. 1926), GadJura, 1998 – 271 sider, ISBN: 87-607-0452-7

Af advokat(H) Viggo Bækgaard og advokat(H) Allan Ohms