Da et selskab havde drevet erhvervsmæssig aktivitet, og været i stand til at opnå ekstern finansiering samt at nedbringe gælden til eneanpartshaveren med 2,27 mio. kr. i perioden 2001 – 2007, var selskabets rentefrihed af eneanpartshaverens tilgodehavende ikke forretningsmæssigt begrundet, og der blev fikseret en rente på diskontoen + 4%.
En eneanpartshaver havde siden 1990 haft tilgodehavender på sit selskab på mere end 1 mio. kr. tilgodehavendet havde siden 1992 været uforrentet. Tilgodehavendet var ultimo 2001 7.787.028 kr., og ultimo 2007 5.516.939 kr. I årene 2004 og frem opnåede selskabet lån eksternt på mere end 11 mio. kr., som blev anvendt til investering i værdipapirer, ligesom selskabet i 2004 og 2005 købte og solgte ejendomme. Selskabet havde i hele perioden 2001 – 2007 betalt renter til eksterne kreditorer. Selskabets resultat havde i årene 2001 – 2005 svinget mellem 694.692 kr. og -2.632.499 kr. Den negative egenkapital havde i perioden svinget mellem -5.172.825 kr. og -8.819.254 kr. Selskabet havde i øvrigt skattemæssige underskud.
Skattemyndighederne fandt at der med ligningslovens § 2 var hjemmel til at fiksere en rente på diskontoen + 4%.
For byretten gjorde eneanpartshaveren gældende, at der efter praksis ikke var hjemmel til at fiksere en rente, da selskabet var åbenbart insolvent. Det var forretningsmæssigt begrundet, at eneanpartshaveren havde undladt at lade tilgodehavendet forrente, da selskabet ikke kunne betale renten.
Skatteministeriet gjorde gældende, at eneanpartshaveren ikke havde bevist, at selskabet var åbenbart insolvent. Selskabet havde betalt renter til andre kreditorer. Selskabet havde været i stand til at optage yderligere lån hos eksterne kreditorer. Endelig havde selskabet været i stand til at nedbringe sin gæld til eneanpartshaveren. Tilgodehavendet havde ikke været forrentet siden 1992, så der var ikke tale om en forbigående henstand. Endelig havde eneanpartshaveren undladt at tage skridt til inddrivelse af sit tilgodehavende.
Byretten lagde til grund, at selskabet i alle årene havde drevet erhvervsmæssig aktivitet, og stedse, udover mellemregningerne med eneanpartshaveren, havde været i stand til at skaffe likviditet og været i stand til at honorere de løbende betingelser. Det blev yderligere lagt til grund, at mellemregningen fra 2001 til 2007 blev nedbragt med mere end 2,2 mio. kr. Under disse omstændigheder fandtes eneanpartshaveren ikke have godtgjort, at en uafhængig tredjemand ville have givet afkald på forrentning af det løbende mellemværende med selskabet. Betingelserne for at fiksere en rente efter ligningslovens § 2 var derfor til stede.
(SKM 2009.427 BR)
Kommentar:
Ligningslovens § 2 foreskriver, at mellem visse interesseforbundne parter, herunder eneanpartshavere og disses selskaber skal alle økonomiske transaktioner ske på markedsvilkår. Er transaktionerne ikke sket på markedsvilkår, kan Skat korrigere dem til markedsvilkår. Det er i praksis anerkendt, at det kan undlades at kræve rente, såfremt debitor er åbenbart insolvent.
I den foreliggende sag skulle det vurderes, om selskabet var åbenbart insolvent og således ikke kunne betale renterne. I denne vurdering spiller en række forhold ind. For det første ses der på selskabets resultat og balance. Er der en meget stor negativ egenkapital, så taler dette for åbenbar insolvens. Har selskabet overskud, taler dette imod åbenbar insolvens. Der ses også på udviklingen i tilgodehavendet. Kan selskabet afdrage på tilgodehavendet anses dette for en indikator for at der ikke er åbenbar insolvens. Der ses også på hvorledes eksterne långivere agerer, og om disse indrømmer rentefrihed. Endelig spiller det (i hvert fald ubevidst) en rolle hvorledes skatten påvirkes. I den konkrete sag skulle hovedaktionæren beskattes af renter, mens afdrag på tilgodehavendet var skattefri. Selskabet havde skattemæssige underskud, så det skulle ikke beskattes af fremtidige overskud.
I byrettens vurdering var det afgørende, at selskabets erhvervsmæssige aktivitet fortsatte, og at eneanpartshaveren var den eneste, der gav afkald på rente, mens andre kreditorer har fået betalt renter efterhånden som de forfaldt.
Med dommen er det også vist, at der er snævre grænser for, hvornår en eneanpartshaver kan udlade at kræve renter af sit tilgodehavende.