Ferielovens bestemmelser og spørgsmål om beregning af feriepenge giver ikke helt sjældent anledning til uenighed, ikke mindst i forbindelse med den omsiggribende tendens til at anvende forskellige former for præstationsløn, bonus m.v.

En større bank med speciale i børsforhold ansatte i august 2002 en medarbejder som senior sales manager. For selve ansættelsesforholdet skulle funktionærloven være gældende. Ifølge ansættelseskontrakten var medarbejderen ud over den faste gage berettiget til at deltage i et bonusprogram. Der var tale om præstationsbaseret bonus, hvorefter ledelsen diskretionært var berettiget til at fastsætte hver enkelt ansats bonus på baggrund af selskabets indtjening og den konkrete medarbejders arbejdsindsats. Disse parametre blev opgjort og bonussen opgjort ved udgangen af hvert regnskabsår og kom til udbetaling det førstkommende forår herefter.

Medarbejderen modtog i foråret 2005 en sådan bonus, og af hans lønseddel fremgik det, at bonusbeløbet var medregnet i den ferieberettigede løn. Senere samme forår modtog han en yderligere bonus, der blev betegnet som en loyalitetsbonus. Udbetalingen af denne var betinget af, at den enkelte medarbejder var ansat pr. 31. august 2005.

I løbet af foråret sagde flere af hans kolleger op, hvilket medførte, at han selv i slutningen af september opsagde sin stilling. Hans fagforbund krævede herefter, at der blev betalt feriepenge af såvel præstationsbonus som loyalitetsbonus. Banken bestred pligten hertil, fordi ferieloven bygger på et optjeningsprincip, og da bonusbeløbene først blev udregnet efter optjeningsåret, kunne beløbene fra 2004 ikke indgå i 2005-opgørelsen af feriepenge.

Sø- og Handelsretten fandt, at ferieloven ganske rigtigt byggede på et optjeningsprincip. Derfor skulle præstationsbonusbeløbet optjent i 2004 indgå i feriepengeberegningen for samme år. Imidlertid havde medarbejderen afholdt al den ferie han havde optjent i 2004, hvorfor han ikke var berettiget til feriegodtgørelse af denne bonus.

Angående loyalitetsbonusbeløbet fandtes dette omfattet af funktionærlovens § 17 a, hvorefter en funktionær, der vederlægges med tantieme, gratiale eller lignende ydelser, og som fratræder midt i et regnskabsår, har krav på en forholdsmæssig andel af den ydelse, han ville have fået udbetalt, hvis ikke han var fratrådt. Da bonusbeløbet var omfattet heraf, skulle beløbet indgå i det feriepengeberettigede beløb for 2005, men da medarbejderen havde afholdt 19 dages ferie i den mellemliggende periode, skulle der tages hensyn hertil ved beregningen af feriepengene.

Sø- og Handelsrettens dom af 22. januar 2008 (U 2008.1006 SH)

Kommentar:

Som udgangspunkt har enhver person, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold krav på ferie og feriegodtgørelse eller ferie med løn efter ferielovens bestemmelser.

Det fremgår af loven, at den enkelte lønmodtager ved sit arbejde løbende optjener ferie. Ferieloven benytter sig således af optjeningsprincippet og feriepenge skal, hvor lønmodtageren ikke er berettiget til løn under ferie, beregnes af den løn, der samlet er optjent i hele optjeningsåret. Optjeningsåret følger kalenderåret.

Det følger videre af loven, at arbejdsgiveren er forpligtet til at beregne feriegodtgørelse af ethvert indkomstskattepligtigt lønbeløb og personalegode. En bonus – og i særlig grad en præstationsbestemt bonus – er indkomstskattepligtigt og skal derfor indgå i beregningen.

Samlet set er det derfor korrekt, at en bonus, der først udregnes og i konsekvens heraf først udbetales efter optjeningsårets udløb, men på baggrund af parametre indtrådt i optjeningsåret, skal indgå i det feriepengeberettigede beløb for optjeningsåret.

Imidlertid må arbejdsgiveren have en berettiget forventning om, at feriegodtgørelsen benyttes til opretholdelse og erhvervelse af dagliglivets fornødenheder under afholdelse af ferie. I konsekvens heraf stiller ferieloven krav om, at feriegodtgørelsen skal udbetales senest samtidig med, at den dertil svarende ferie påbegyndes. Hvor lønmodtageren har afholdt den ferie, der nu søges en ekstrakompensation for, er formålet med feriegodtgørelsen således bortfaldet, hvorfor medarbejderen i ovenstående afgørelse heller ikke fik medhold i, at der skulle betales feriepenge af præstationsbonusbeløbet, ligesom der ved feriepengeberegningen af loyalitetsbonusbeløbet skulle tages højde for den ferie, der var afholdt.