Print

I det danske retssystem gælder der en hovedregel om, at enhver har ret til at få prøvet sin sag ved 2 instanser, hvilket betyder, at en byretsdom i 1. instans kan ankes til landsretten og en landsretsdom i 1. instans kan ankes til Højesteret. Kun med særlig tilladelse fra Procesbevillingsnævnet kan en sag, hvis opnå behandling ved 3 instanser. En sådan tredje instansbevilling kræver som udgangspunkt, at sagen har principiel karakter, hvilket de færreste civile retssager har.

Selvom man har adgang til at anke en dom, og man vurderer at der er gode chancer for at ankeinstansen vil træffe en anden og for ens eget vedkommende mere gunstig afgørelse, er det langtfra altid hensigtsmæssigt at gå videre med en anke.

En anke vil betyde, at sagen trækkes yderlige i langdrag. Samtidig må en anke forventes at medføre et yderligere økonomisk og personligt ressourceforbrug, der ikke altid i sidste ende opvejes af en mere gunstig dom.

Derfor bør man altid inden man iværksætter en anke nøje overveje de konsekvenser og de risici, som er forbundet med en anke, herunder især ventetiden, omkostningerne og hensynet til modparten.