Gældssanering

Gældssanering

En skyldner kan opnå gældssanering, hvis skyldneren kan godtgøre, at han ikke nu og inden for de nærmeste år kan betale sin gæld, og det samtidig må antages, at gældssaneringen vil medføre en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

Der er flere betingelser, som skal være opfyldt for at kunne opnå gældssanering, herunder

  • at skyldnerens økonomiske forhold er afklarede,
  • at skyldneren har handlet forsvarligt i sine økonomiske anliggender,
  • at ingen eller kun en uvæsentlig del af gælden er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold,
  • at skyldneren ikke har undladt at afdrage på gælden, hvis der har været rimelig mu-lighed herfor,
  • at skyldneren ikke har indrettet sig med henblik på en gældssanering og endelig,
  • at der ikke stiftes ny gæld, når gældssaneringssagen er indledt.

Når man indsender en begæring om gældssanering, skal den ledsages af en opgørelse over aktiver og passiver, en fortegnelse over kreditorerne, oplysning om skyldnerens og den øvrige husstands indkomst samt øvrige oplysninger af betydning for skifterettens afgørelse om, hvorvidt gældssaneringssag skal indledes.

Begæringen skal ledsages af skyldnerens erklæring på tro og love om rigtigheden af de afgivne oplysninger og om, at skyldneren har givet oplysning om alt, hvad skyldneren ejer og skylder. Ansøgningsskema til brug for indledning af gældssanering kan du finde på www.domstol.dk eller afhente i skifteretten.

Hvis skifteretten på baggrund af det fremsendte finder, at der ikke er rimelig udsigt til, at der kan afsiges kendelse om gældssanering, vil skifteretten nægte at indlede gældssaneringssagen.

Hvis skifteretten mener, at der er en rimelig udsigt til, at der kan afsiges kendelse om gældssanering, vil skifteretten åbne en gældssaneringssag samt udpege en medhjælper, der vil være dig behjælpelig med gældssaneringssagen.

En kendelse om gældssanering kan enten gå ud på bortfald eller nedsættelse af gælden, og omfatter gæld, der er stiftet inden gældssaneringssagens indledning.

Som kreditor skal man indgive en skriftlig anmeldelse, der angiver fordringen og eventuelle krav på renter og omkostninger. Anmeldelse bør indeholde oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, en postadresse, hvortil senere henvendelser kan sendes, og en konto i et pengeinstitut, hvortil afdrag kan betales. Kan fordringen ikke opgøres endeligt, skal der inden udløbet af anmeldelsesfristen indgives en foreløbig anmeldelse med en skønsmæssig angivelse af fordringens størrelse.

Omkostninger ved gældssaneringens behandling afholdes af statskassen, medmindre skifteretten af særlige grunde har bestemt, at skyldneren skal stille sikkerhed for omkostningerne.

Gældssaneringskendelsen kan på begæring af en fordringshaver ophæves af skifteretten, hvis skyldneren under gældssaneringssagen gør sig skyldig i svigagtige forhold eller groft tilsidesætter sine forpligtelser ifølge gældssaneringskendelsen.

Stikord: gældssanering

Specialister

70 22 88 50 Kontakt Advokater