Print

Vilkårene for et ansættelsesforhold kan i princippet aftales frit mellem samarbejdets parter, men aftalefriheden er i praksis begrænset af lovgivningen og af eventuelle overenskomster på området.

Ved indgåelse af et ansættelsesforhold har man som arbejdsgiver pligt til at udarbejde et dokument, der indeholder de væsentligste vilkår for ansættelsen, hvis ansættelsesforholdet har en varighed på mere end 1 måned, og hvis den gennemsnitlige, ugentlige arbejdstid overstiger 8 timer.

Efter ansættelsesbevisloven skal dokumentet indeholde oplysning om en lang række punkter. Hensigten er, at der ikke senere skal kunne opstå usikkerhed om vilkårene for ansættelsen. Der behøver ikke være tale om en egentlig kontrakt, men det er under alle omstændigheder vigtigt at sikre sig, at den ansatte med sin underskrift kvitterer for modtagelsen af dokumentet.

Ud over at sikre, at dokumentet opfylder lovens minimumskrav til, hvilke vilkår der skal være oplysning om, og at disse vilkår ikke strider mod ufravigelige lovregler i f.eks. funktionærloven, er det også vigtigt at sikre, at oplysningerne er korrekte og i overensstemmelse med virkeligheden og den praksis, der følges på den enkelte arbejdsplads. Blandt andet af denne grund kan man ikke gå ud fra, at en kontrakt, der bruges i én virksomhed, uden videre kan overføres til en anden.

Det er derfor vigtigt, at indholdet af ansættelsesdokumentet overvejes nøje.

I tilfælde af senere ændringer i ansættelsesvilkårene er det ligeledes vigtigt, at disse nedfældes skriftligt. Både af denne grund og fordi lovgivningen på området løbende ændres kan det være en fordel at få gennemgået eksisterende kontrakter med henblik på at undersøge, om de med fordel kan ændres. Som et eksempel kan nævnes, at ferieloven inden for de senere år er ændret så det nu er muligt at indgå aftale om, at arbejdsgiveren kunne varsle ferieafholdelse med kortere frister end lovens udgangspunkt.

Konsekvensen af manglende eller mangelfuld udarbejdelse af ansættelseskontrakt er, at den ansatte kan anlægge sag med påstand om en godtgørelse, der i grove tilfælde kan udgøre op til 20 ugers løn.