Print

Hvem kan være medlem – og hvor længe? Det spørgsmål reguleres af vedtægternes bestemmelser herom. Når foreningen er etableret, så kræver almindelig foreningsret, at de, der opfylder betingelserne i vedtægterne også får adgang til at blive medlem. Når medlemskab er opnået, så består medlemskravet i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser herom. Det betyder normalt, at et medlem kun kan udelukkes (ekskluderes), hvis medlemmet har gjort sig skyldig i en alvorligere misligholdelse.

Det er normalt bestyrelsen, der kan træffe beslutning om en eksklusion. Ofte vil vedtægterne give mulighed for – eller pligt til – at en sådan eksklusion forelægges generalforsamlingen. Selvom vedtægterne ikke siger noget herom viser domspraksis, at medlemmer har krav på forelæggelse for generalforsamlingen og får de ikke denne mulighed, vil eksklusionen være ugyldig allerede af denne grund.

Et medlem, der ikke er tilfreds med en eksklusion, har krav på at få en domstols ord for, om eksklusionen er sket i overensstemmelse med foreningens vedtægter og gældende foreningsretlige regler.

Der er en righoldig domspraksis om eksklusionsgrunde. Det fører for vidt her at gå nærmere ind på dette område, men generelt kan siges, at der gælder et saglighedskrav og populært kan det udtrykkes sådan, at der skal være en solid grund til at beslutte, at et medlem ikke længere kan være medlem og domstolene påtager sig gerne at foretage en vurdering, som i nogle tilfælde fører til, at en eksklusion kendes ugyldig.

En eksklusion skal som anført være saglig, rimeligt begrundet og proportional. Saglighedskravet indebærer, at en eksklusion – hvis den ikke er det – kan tilsidesættes som ugyldig, også selvom en generalforsamling har tiltrådt bestyrelsens beslutning.

Det er ikke enhver adfærd, der er uacceptabel. Det er ikke nok, at et flertal ikke kan lide den. Her ses på, at foreningslivet er karakteriseret ved at mennesker forsamles og ytrer sig.

En domstol vil også se på om grunden til at en bestemt opførsel ikke tolereres – er der rimelige grænser eller er de tilfældige og skiftende – og på om medlemmet på forhånd kunne vide det. Endelig er det vigtigt om eksklusionen nu også er – objektivt set – nødvendig. Her taler jurister om et ”proportionalitetshensyn”.

Proportionalitetshensynet betyder, at domstolene ser på, om det alvorlige skridt, som en eksklusion er, nu også er nødvendigt. Kunne et mindre drastisk skridt være valgt? Fratagelse af tillidshverv eller en kortere udelukkelse til ”nedkøling”. En domstol vil også vurdere, om eksklusionsbeslutningen er saglig og objektiv og på om de formellem procedurer er overholdt.

Hvis klare regler er brudt, er bedømmelsen ikke altid vanskelig. Hvis der er tale om eksklusion på grund af adfærd, så er det mere kompliceret. Her stiller domstolene krav om, at det skal være ret klart hvor grænserne går, før eksklusion kan ske. Der er forskel på handlefriheden på de, der er valgt til et hverv i foreningen og de, der blot er almindelige medlemmer. Det en valgt foretager sig, kan normalt kun i særlige tilfælde føre til eksklusion. Her bør en forening nøjes med at fratage medlemmet tillidshvervet.

Hvor bestyrelsen har kompetence til at ekskludere, vil eksklusionen – med mindre vedtægterne eller afgørelsen bestemmer andet – træde i kraft straks. En eksklusion kan indbringes for foreningens højeste myndighed og for domstolene.

Det er sjældent særlig rart foreningen af parterne at føre en retssag. Derfor bør foreninger og dens medlemmer være opmærksom på, at der er mulighed for at løse konflikter ved mediation (konfliktmægling)