Print

Generalforsamlingen kaldes af foreningsjurister for ”foreningens øverste myndighed”. Det er ikke uden grund den bærer den flotte titel. I praksis er der mange tvivlsspørgsmål om netop generalforsamlingen.

Det er overordentlig vigtigt, at generalforsamlingen gribes rigtigt og fornuftigt an. En velgennemført generalforsamling kan på mange måder give et billede af en god forening. Omvendt kan en uheldigt afviklet generalforsamling skabe store problemer, nogle gange i årevis.

Valget af dirigent og dennes varetagelse af hvervet er langt mere betydningsfuldt, end mange er opmærksomme på. Et godt gammelt ord siger: ”Nu er vrøvlet endt, vi har valgt en dirigent” – og det er der god mulighed for, navnlig hvis dirigenten kan dette vanskelige håndværk. Omvendt vil en uerfaren dirigent kunne gøre stor skade og det er ganske sikkert, at der i foreningerne hvert år træffes mange ugyldige beslutninger og afgørelser, ikke mindst på grund af uerfarne dirigenter.

DIRIGENTEN

Det er umuligt at komme dybt i dette vigtige indenfor rammerne af en kort og populær artikel. Der er skrevet bøger om dirigenthvervet og hvert år afholdes mange dirigentkurser, nogle af dages varighed.

Vi vil varmt anbefale enhver foreningsdirigent at læse en eller flere bøger om dirigenthvervet – og gerne før hvervet påbegyndes.

De typiske vedtægter bestemmer, at dirigenten vælges af generalforsamlingen. Normalt vælges den dirigent, som bestyrelsen bringer i forslag, men vær opmærksom på det principielle i, at dirigenten vælges. Det betyder, at dirigenten også kan afsættes undervejs i generalforsamlingen. I givet fald sker det ved, at der fra forsamlingen stilles et “procedurespørgsmål” eller et ”motiveret forslag til dagsorden om valg af ny dirigent”. Dirigenten har pligt til at stille et sådant forslag til afstemning på et hvilket som helst tidspunkt det bliver fremsat.

Så længe dirigenten er leder af mødet, afgør han eller hun suverænt ethvert spørgsmål, som måtte komme op omkring generalforsamlingen og behandlingen af de enkelte punkter på dagsordenen.

Dirigenten er naturligvis forpligtet til at følge vedtægterne og de almindelige foreningsretlige regler. Det er dirigentens ansvar, at der træffes gyldige beslutninger på generalforsamlingen og dirigenten kan ikke delegere denne opgave til andre, f.eks. ved at spørge forsamlingen til råds. Også af denne grund kan det ”lette” dirigentjob pludselig forandre sig til en ensom og krævende opgave, som kan kræve betydeligt mod for at sikre en korrekt gennemført generalforsamling i situationer, hvor meninger brydes og hvor tingene tilspidses.

Der er to midler mod en dårlig dirigent. Dirigenten kan afsættes ved afstemning. Skulle det imidlertid gå så galt, at der gennemføres ugyldige beslutninger, kan der anlægges en retssag mod foreningen (ikke mod dirigenten). Under denne sag afgør retten om en given beslutning eller generalforsamlingen som helhed er ugyldig eller ulovlig.

I praksis sker det ikke ofte, at der føres retssager om foreningers forhold, ofte fordi spillereglerne i foreningsretten ikke er overholdt eller fordi gældende vedtægter ikke er fortolket rigtigt, men det sker desværre også, at det skyldes mere direkte tiltag for at gå efter ikke juridisk holdbare dispositioner – typisk for at fremme særinteresser. Nogle gange sker det i håbet om, at ingen vil reagere, andre gange på grund af manglende kundskaber.

Dirigenten er mødeleder under hele generalforsamlingen (eller indtil han eller hun afsættes) og er ikke underlagt instruktionsbeføjelser fra bestyrelsen, men står alene under generalforsamlingens kontrol. Generalforsamlingen kan dog ikke bestemme, hvad dirigenten skal gøre – der er kun et middel: afsættelse. Sker det ikke, bestemmer dirigenten – og det sker så under tilsyn af domstolene som foran beskrevet.

Dirigentens første rolle efter valget er at konstatere, om generalforsamlingen er lovligt indvarslet og beslutningsdygtig. Han eller hun skal sikre, at vedtægternes og almindelige foreningsretlige krav er opfyldt og overholdt.

Et af de spørgsmål, som dirigenten ofte skal tage stilling til, er, om de mødte faktisk har adgang og er stemmeberettigede. Her skal dirigenten vurdere vedtægternes formulering herom.

Det er en helt almindelig retlig grundsætning, at et medlem kan give et andet medlem fuldmagt til at møde for sig i ethvert ærinde. Dog kan vedtægterne bestemme det anderledes. Ligeledes har et medlem som udgangspunkt ret til at have en rådgiver med. Det skal nævnes, at der er divergerende syn på dette spørgsmål, læs mere i artiklen Om fuldmagt (LINK)

I de standardvedtægter, vi foreslår nedenfor, er der lavet fuldmagtsbegrænsning. Formålet hermed er at sikre, at der ikke “samles fuldmagter” til generalforsamlingen. De fleste almindelige foreninger ønsker, at demokratiet virker ved personligt fremmøde.

Det er også dirigenten, der leder valg til bestyrelse og afstemninger af enhver art.

VALG OG AFSTEMNINGER

Inden for foreningsretten findes en række forskellige metoder til afholdelse af valg til bestyrelsen. Den helt simple forening, som vi omtaler i denne artikel, vil normalt godt kunne “nøjes” med den mest simple afstemningsmetode, hvor det er simpelt flertal, der afgør hvem der vælges. Reglerne bør tilpasses til den foreningstype, man har med at gøre. Generelt kan det siges, at jo vigtigere foreningens anliggende er og desto flere medlemmer, der påregnes, desto vigtigere er det at ofre de fornødne ressourcer på et få vedtægterne skræddersyet til den konkrete forening.

Hvis der er flere bestyrelsesmedlemmer på valg, beslutter dirigenten typisk, at medlemmerne må skrive op til det antal navne på stemmesedlen, som skal vælges. En stemmeseddel er med andre ord gyldig, selv om den kun har ét navn. Herved har et mindretal en i al fald teoretisk mulighed for at styrke muligheden for at få en bestemt kandidat valgt, medmindre flertallet er fuldt organiseret og stemmer fuldstændig ens.

I diverse håndbøger om foreningsret og om dirigenthvervet er redegjort for de forskellige afstemningsmetoder. Området er temmelig kompliceret og der kan skrives selvstændige bøger om afstemningsmetoder, men det går for vidt her.

Generelt må det stærkt anbefales at beskrive afstemningsformerne i vedtægterne, især hvis der ønskes særlige beskyttelsesregler i forhold til mindretal eller hvis der ønskes særlige afstemningsmetoder, f.eks. direkte forholdstalsvalg.

Demokrati kræver, at enhver deltager kan udøve sine demokratiske beføjelser uden at blive presset til bestemte handlinger. En af de fundamentale regler i den sammenhæng er den hemmelige afstemning, som skal gennemføres, såfremt blot én deltager kræver det. Vedtægterne kan dog bestemme det anderledes, men kun indenfor visse grænser.

I mange sammenhænge kan afstemninger naturligvis afholdes med håndsoprækning, uden at demokratiske principper sættes over styr. Men dirigenten skal selv vurdere, når almindelig pli tilsiger skriftlig afstemning.

Under forhandlingerne af de enkelte punkter på dagsordenen er der ofte flere forslag til afstemning. Der gælder om afstemningsrækkefølgen den grundregel, at der først stemmes om eventuelle ændringsforslag til det oprindelige forslag. Er der flere ændringsforslag, stemmes der først om det mest vidtgående forslag. Hvis det vedtages, medfører det normalt, at de andre falder bort. Ellers fortsætter afstemnings-rækkefølgen, indtil der er stemt om alle ændringsforslag og til slut det oprindelige forslag. Vurderingen af graden af “vidtgåenhed” foretages suverænt af dirigenten og det er ikke altid en helt enkelt opgave.

BERETNING OG REGNSKAB TIL GODKENDELSE

Bestyrelsens beretning aflægges på bestyrelsens vegne af formanden og bør være dels en redegørelse for det forgangne års forløb, dels en kortere foruddiskontering af, hvad bestyrelsen agter at foretage sig i det kommende år. Men det er fortidens gerninger, der skal godkendes.

Beretningen stilles til fri debat, og debatten afsluttes med, at den stilles til afstemning.

Konsekvensen af, at beretningen stemmes ned vil normalt være, at bestyrelsen nedlægger sit mandat, men den er ikke juridisk forpligtet til det. En bestyrelse kan godt vælge at tage afstemningsnederlaget til efterretning. Den kan selvfølgelig ikke lade som ingenting. Baggrunden for nederlaget må indgå i det fremtidige arbejde, og bestyrelsen må straks forholde sig konkret til, hvordan den vil forholde sig.

Hvis bestyrelsen ikke drager “parlamentariske konsekvenser” af nederlaget, vil generalforsamlingen kunne fremprovokere sådanne ved at vedtage en mistillidsdagsorden til bestyrelsen.

FORSLAG TIL DAGSORDENPUNKTER TIL GENERALFORSAMLINGEN

Det er en foreningsretlig grundregel, at generalforsamlingen ikke kan behandle et punkt, som ikke er på dagsordenen, og herunder heller ikke noget, som ikke har været varslet på en dagsorden.

Forklaringen herpå er, at medlemmerne på forhånd skal have mulighed for at tage stilling til de enkelte emner, herunder om de er så væsentlige, at medlemmerne vil møde frem for at gøre brug af deres demokratiske rettigheder. Det er også grunden til, at der i vedtægter bør indsætte bestemmelser om, at forslag skal komme i god tid inden generalforsamlingen. Det er vigtigt at formulere dette forståeligt, men også præcist.

Bestyrelsen har som udgangspunkt ikke pligt til at offentliggøre sådanne forslag, men skal blot orienterer dirigenten om dem kort før mødet. Dirigenten fortæller derfor under forløbet, at der er et bestemt punkt, som skal debatteres og dermed sættes til afstemning. Den fornuftige bestyrelse vil bestræbe sig på at orientere om forslag, så medlemmerne kan vide, om de bør komme til stede. Det bør overvejes at medtage regler herom i vedtægter for foreninger af blot nogen størrelse.