Aftalefrihed – vedtægterne bestemmer
Når der ikke findes love, kan man sige, at der på det foreningsretlige område er fuldstændig aftalefrihed. Denne aftalefrihed giver sig udtryk i den første og allervigtigste foreningsretlige grundregel, der slår fast, at det er vedtægterne, der bestemmer, hvad der gælder i den pågældende forening.
En forening stiftes principielt ved, at nogle mennesker på en stiftende generalforsamling bestemmer, hvad der skal gælde for den pågældende forening.
Den stiftende generalforsamling vedtager med almindeligt stemmeflertal blandt de fremmødte, hvordan spillereglerne i foreningen skal være. Alle andre, som senere melder sig ind i foreningen, kan på forhånd gøre sig bekendt med vedtægterne. Ved indmeldelsen indtræder det nye medlem med pligt til at respektere de gældende vedtægter.
Ønsker medlemmerne senere at ændre vedtægterne, skal det ske efter de regler, der gælder herom ifølge foreningens vedtægter.
Stikord: aftalefrihed, vedtægter forening