Testamente

Et testamente er det dokument, der afgør, hvordan dine ejendele skal fordeles efter din død. Enhver, der er over 18 år og ved sin fornufts fulde brug, kan oprette et testamente. Et testamente kan oprettes i flere forskellige former:

For at et testamente er gyldigt, skal det være oprettet i en bestemt form. Et testamente kan oprettes som notartestamente, vidnetestamente eller nødtestamente.

NOTARTESTAMENTE

Den mest sikre måde at oprette et testamente på er at oprette det som et notartestamente. Et notartestamente bliver gyldigt, hvis det oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes for en notar. Notaren er en dommerfuldmægtig eller en særlig bemyndiget  og uddannet medarbejder i retten, normalt i skifteretten. Normalt underskrives notartestamenter på dommerkontoret, men det er også muligt at få notaren ud på bopælen, til et plejehjem eller et hospital.

Før du underskriver dit testamente skal du forevise billedlegitimation i form af f.eks. pas eller kørekort. En advokat kan i stedet underskrive og bekræfte din identitet, men ofte vil notaren gerne sikre sig at se f.eks. sygesikringsbevis eller førerbevis for at kontroller CPR-numre.

De fleste notarer gennemgår kort testamentet med testator, for at sikre sig, at testator har forstået indholdet. Du skal dog være opmærksom på, at notaren ikke påtager sig en egentlig juridisk gennemgang af testamentet.

Herefter underskrives notartestamentet i to eksemplarer. Notaren beholder både originalen og genparten. Det testamente, der er oprettet på genpartspapiret sendes til centralregistret for testamenter og registreres under testators cpr-nummer. Derved opnår man sikkerhed for, at testamentet altid kommer frem ved testators død.

Originalen vil efterfølgende blive fremsendt til testator med en notarialpåtegning.

Det koster 300 kr. i et gebyr til notaren. Dette beløb skal indbetales kontant til skifteretten samtidig med underskriften.

Hos Forum advokater tilbyder vi altid vores kunder at deltage i underskriftsmødet, som typisk kun varer 5-10 minutter.

VIDNETESTAMENTE

Vi vil normalt ikke anbefale nogen at oprette testamente som vidnetestamente, men vil dog alligevel kort gennemgå gyldighedsbetingelserne:

Testamentet skal være skriftligt og underskrives eller vedkendes i samtidig nærværelse af to eller flere vidner, som straks skal skrive deres navne på testamentet. De skal endvidere angive bopæl og stilling, samt oplyse skriftligt, hvor og hvornår testamentet underskrives, samt at det underskrives mens de har været samtidigt til stede og at testator var ved sin fornufts fulde brug. Vidnerne skal være videre klar over, at det er et testamente de bevidner, men de behøver ikke have kendskab til indholdet heraf.

For at være testamentsvidne skal man være fyldt 18 år, og må ikke være vidne, hvis man selv eller nogen, der står en nær såsom familie eller institutioner, man er knyttet til, skal arve i henhold til testamentet.

Ved et vidnetestamente sparer du notarialgebyret på kr. 300, men til gengæld er risikoen for, at testamentet bliver tilsidesat langt større. Et vidnetestamente kan benyttes, hvis der ikke skønnes at være tid til at få en notar til stede – men ikke mindst i disse situationer er det særdeles betryggende, at notaren er med og vi anbefaler derfor, at der gøres forsøg på at få en notar til stede. Ofte er dette muligt med meget kort varsel

NØDTESTAMENTE

Såfremt testator er forhindret i at oprette et notar- eller vidnetestamente, og hindringen skyldes sygdom eller andet nødstilfælde, så er det lovligt at oprette et testamente på en hvilken som helst anden måde.

Oprettelsen af testamentet behøver således ikke at være skriftlig, men kan også ske mundtligt, f.eks. ved at indtale en besked på en telefonsvarer, via en video el.lign. Det er blot en betingelse for testamentet, at det utvivlsomt er oprettet af testator, er udtryk for testators vilje samt, at testator fornuftsmæssigt var i stand til at oprette et testamente.

Et nødtestamente er gældende i op til 3 måneder efter, at den omstændighed, der hindrede oprettelse af notar eller vidnetestamente, er væk. Opretter man f.eks. et nødtestamente under et flys nødlanding og overlever, bortfalder testamentet 3 måneder efter nødlandingen.

Stikord: testamente, testamentsformer, notartestamente, vidnetestamente, nødtestamente

70 22 88 50 Kontakt Advokater