Denne afgørelse belyser, hvorfor det er vigtigt for arbejdsgiver at være omhyggelig med ansættelsesbeviser, således at de lever op til lov herom. Endvidere viser afgørelsen hvor svær grænsen mellem funktionær og ikke-funktionær iht. funktionærloven kan være at drage.
Sagens fakta:
F anlagde sag mod tidligere arbejdsgiver – en boliginventarfabrik – med påstand om betaling af godt kr. 121.000,- for løn i opsigelsesperioden og godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis. F gjorde gældende, at hun, der var uddannet informatikassistent, havde udført opgaver, som en funktionær udfører, mens arbejdsgiver T gjorde gældende, at hun havde været beskæftiget som industriarbejder og at kontorarbejdet havde været af begrænset karakter. T fik medhold i byretten. Landsretten der i mod gav F medhold, idet det fandtes godtgjort, at Fs arbejdsopgaver primært havde bestået i udførelsen af opgaver, der var omfattet af funktionærlovens § 1 stk. 1 litra a. Ansættelsesbeviset fandtes i øvrigt mangelfuldt, da det ikke fremgik om F var funktionær eller timelønnet og undladelsen af denne oplysning havde givet anledning til tvist.
(VLD af 25. januar 2007)
Kommentar:
Af funktionærloven ses, at det har været af stor vigtighed for arbejdstager, F, at blive anset som værende en funktionær. Dette ønske kan begrundes i lovens særbehandling af personer omfattet heraf, da sådanne nyder en særlig beskyttelse i forhold til øvrige arbejdstagere.
Hvorvidt en arbejdstager er funktionær eller ej bestemmes alene ud fra, om vedkommendes arbejde falder under de arbejdsområder, der er oplistet i FUL § 1. Herunder hører kontormedhjælpere. F havde ved retten forklaret, at hun havde så væsentlige kontorfunktioner, at hendes arbejde primært kredsede om kontoret. Landsretten lagde til grund, at Fs uddannelse sigtede på en funktionæransættelse, og da hendes arbejde primært bestod i kontorarbejde og således primært var omfattet af FUL § 1 stk. 1 litra a, fandtes funktionærloven således at skulle anvendes på hendes arbejdsforhold.
Landsretten går dermed ind og laver en samlet vurdering af Fs forhold. Dels ses der på hvilken uddannelse arbejdstageren har, dels ses der på hvilket arbejde hun konkret er beskæftiget med. Bemærkelsesværdigt lægges der ikke vægt på hvorledes hun er betegnet i sin ansættelseskontrakt. Det er altså alene de faktiske forhold der lægges til grund i vurderingen.
Af Lov om ansættelsesbeviser ses, at arbejdsgiver undergives en pligt til at oplyse arbejdstager om vilkårene for ansættelsesforholdet. I lovens § 2 opregnes en række forhold, der er eller kan være af betydning for ansættelsesforholdet, og som derfor skal angives i ansættelseskontrakten. Loven regulerer endvidere den sanktion arbejdsgiveren kan underlægges, såfremt kravene til et ansættelsesbevis ikke overholdes. Af lovens § 6 følger, at arbejdstageren har krav på godtgørelse, såfremt arbejdsgiveren ikke har iagttaget sin oplysningspligt.
Landsretten anfører her, at det har betydning for godtgørelsens størrelse, at F ikke ud af sin ansættelseskontrakt kunne se, om hun var funktionær eller timelønnet. Dette havde betydning, idet tvisten mellem arbejdsgiver og F i første omgang var opstået grundet tvivl om Fs status af funktionær. Da arbejdsgiver således, ved sin manglende overholdelse af ansættelsesbevisloven, havde været medvirkende til, at tvisten opstod, måtte arbejdsgiver tåle, at der blev tilkendt godtgørelse herefter. Landsretten pålægger således arbejdsgiver en standpunktsrisiko, hvorefter denne må acceptere, at en mangel vedrørende ansættelsesbeviset der fører til en tvivlstilstand hos arbejdstageren, kan medføre en større godtgørelse, end arbejdstager ellers ville have krav på iht. loven.