Et selskab med en eneanpartshaver købte i 2001 en ferielejlighed, der var pålagt hotelpligt. Selskabets, og dermed eneanpartshaverens, mulighed for at råde over ferielejligheden var i udlejningsaftalen stærkt begrænset. Selskabet og eneanpartshaveren havde ikke fraskrevet sig adgangen til at benytte ferielejligheden. Eneanpartshaveren havde ikke i indkomstårene 2001 eller 2002 benyttet ferielejligheden. Landsskatteretten fandt, at ferielejligheden havde været til rådighed for eneanpartshaveren, og at betingelserne for beskatning af fri sommerhus var til stede. Det gjorde ingen forskel, at rådigheden ikke var udnyttet. Landsskatteretten afviste yderligere at lægge den ifølge udlejningsaftalen begrænsede rådighedsret til grund. Eneanpartshaveren blev derfor beskattet af fri rådighed over sommerhus for hele den periode, hvor ferielejligheden ikke havde været udlejet. (SKM 2006.468 LSR).
Kommentar:
I afgørelsen tages der stilling til to spørgsmål. For det første om der kan ske rådighedsbeskatning, når det kan lægges til grund, at rådigheden ikke har været udnyttet, og for det andet, og mere interessant, om skatteyderen kan påberåbe sig de indskrænkninger i rådigheden som er aftalt med et udlejningsbureau.
Vedrørende rådighedsbeskatningen bemærker jeg indledningsvis, at rådighedsbeskatning også gælder for f.eks. fri bil, fri bolig og fri lystbåd.. Det er fast praksis, at man beskattes af rådigheden ikke benyttelsen. For fri bil har dette været tilfældet siden skattereformen i 1993, hvor man netop gik fra en beskatning af brugen til en beskatning af rådigheden. At Landsskatteretten kom til, at det var uden betydning om der havde været brug af ferielejligheden er i overensstemmelse med praksis vedrørende rådighedsbeskatning.
Landsskatteretten kom også frem til, at den begrænsning i brugen som selskabet, og dermed eneanpartshaveren, var underlagt i forhold til udlejningsbureauet ikke skulle tillægges betydning. En aftalt indskrænkning i adgangen til brug, må vel sidestilles en delvis fraskrivning af retten til at bruge. At Landsskatteretten ikke kommer til dette resultat må skyldes, at man ikke mener, at de i feriehusbranchen aftalte indskrænkninger i ejerens brug kan siges at være reelle. Tankegangen i Landsskatteretten må enten være, at indskrænkningen er for upræcist formuleret, f.eks. 5 uger om året eller 2 uger i juni – august og 3 uger i resten af året, eller så er tankegangen, at ejeren selvfølgelig får lov til at bruge ferieboligen, såfremt den ikke er udlejet. Står feriehusbureauet stejlt på at ejeren ikke må bruge ferieboligen, risikerer bureauet, at ejeren finder et mere ejervenligt bureau til at varetage udlejningen. Det er uheldigt, at Landsskatteretten ikke accepterer en aftalt indskrænkning i brugen idet omfang den er reel.