Det er ikke så tit, at der falder afgørelser om lovligheden og anvendelsen af ikke-angrebsklausuler, der ellers er ret almindelige flere steder i erhvervslivet. Men i denne sag fra Arbejdsretten blev det fastslået, at en klausul var i strid med hovedaftalen mellem LO og DA.
Sagen handlede om en vikarvirksomheds klausul i deres standardaftale, der forbød deres kunder (herunder moder-, søster- og datter-selskaber, deres ejere, direktører og bestyrelsesmedlemmer), at ansætte de medarbejdere, som vikarbureauet anviste, i en periode på 12 måneder efter ophør af et samarbejde mellem vikarbureauet og kunden.
Arbejdstagerorganisationen påstod krænkelse af hovedaftalen mellem LO og DAs § 9 stk. 2, der lyder: Der må ikke fra nogen side lægges hindringer i vejen for, at en arbejdsstager udfører så meget og så godt arbejde, som hans evner og uddannelse tillader ham.
Arbejdstager organisationen mente endvidere, at arbejdsgivers organisation (DA for Dansk Byggeri) på et forhandlingsmøde forinden sagsanlægget ved Arbejdsretten, havde erkendt, at klausulen var et brud på hovedaftalen, idet arbejdsgiver organisationen efter det oplyste havde pålagt vikarbureauet ikke at bruge klausulen.
Arbejdsgiver organisationen mente, at § 9 stk. 2 ikke regulerer forholdet mellem to arbejdsgivere, og kun var rettet mod arbejdstagersiden som et forbud mod arbejdstageres og deres organisationers kollektive aftaler om, at fastsætte eksempelvis loft for akkordarbejde
Arbejdsretten mente ikke, at arbejdsgiverorganisationen havde anerkendt overenskomstbrud alene med henvisning til et referat af et forhandlingsmøde mellem parterne.
Vedrørende den hemmelige klausul, lagde Arbejdsretten vægt på, at klausulen ikke var kendt af vikarerne, og at klausulen pålagde vikarerne en ikke uvæsentlig begrænsning i at opnå fastsættelse hos vikarbureauets kunder, samt at vikarerne ikke modtog kompensation for denne begrænsning. Arbejdsretten konkluderede på denne baggrund, at klausulen var en urimelig og en illoyal begrænsning af arbejdstagernes arbejdsmuligheder og derfor i strid med hovedaftalens § 9 stk. 2.
Arbejdsgiverorganisationen blev i midlertidig ikke pålagt bod for bruddet på hovedaftalen under hensyn til, at bestemmelsen kunne give anledning til fortolkningstvivl, ligesom de allerede under forhandlingsmødet havde pålagt deres medlem at ophøre med at anvende klausulen.
(Arbejdsrettens dom af 7. september 2007)