Sekretæren meddelte i februar 2000 arbejdsgiveren, at hun var gravid. I perioden herefter havde hun et par sygedage som følge af graviditeten. Under sin barselsorlov i januar 2001 opsagde hun sin stilling hos arbejdsgiveren. I den forbindelse gjorde sekretæren gældende, at hun i relation til opsigelsen skulle stilles, som om hun var blevet uberettiget opsagt af arbejdsgiveren, idet hun opsagde ansættelsesforholdet som følge af, at arbejdsgiveren havde udvist en chikanøs adfærd over for sekretæren begrundet i hendes graviditet. Sekretæren mente sig i den forbindelse berettiget til en godtgørelse i henhold til Ligebehandlingslovens § 16 og en torterstatning i henhold til Erstatningsansvarslovens § 26.
Arbejdsgiveren gjorde heroverfor gældende, at samarbejdet, der før havde været godt under graviditeten, blev dårligt, fordi sekretæren gradvis udviste mindre ansvarlighed i forhold til sit arbejde.
Landsretten fandt det efter bevisførelsen uafklaret, om samarbejdet var blevet belastet af den ændrede adfærd, eller om det dårlige samarbejde skyldtes manglende tolerance hos arbejdsgiveren med baggrund i sekretærens graviditet.
Imidlertid fandt landsretten ikke, at sekretæren havde løftet bevisbyrden for, at samarbejdsproblemerne skyldtes utilfredshed hos arbejds-giveren med graviditeten, i hvilken forbindelse landsretten lagde vægt på, at arbejdsgiveren havde givet sekretæren en skriftlig advarsel for den manglende ansvarlighed. Landsretten stadfæstede således byrettens afgørelse under henvisning til byrettens præmisser, hvorefter arbejdsgiveren blev frifundet.
(Østre landsrets dom af 14. februar 2003)
Kommentar: Dommen er en smule speciel som følge af, at det i den konkrete sag var medarbejderen selv, der havde sagt op. Resultatet var ikke nødvendigvis blevet det samme, hvis opsigelsen var kommet fra arbejdsgiveren.