Hvor meget skal kreditor selv have gjort for, at der udover rykkergebyrer kan opkræves omkostninger til egen inkasso hos skyldneren?
Det følger af omkostningsbekendtgørelsen*) § 4, at kreditor under visse omstændigheder kan kræve betaling for rimelige udgifter i forbindelse med sit arbejde ved selv at forestå inddrivelsen af et tilgodehavende. I bilag 2 til bekendtgørelsen fremgår de beløb, som kreditor maksimalt kan beregne sig til dækning af disse omkostninger.
Det fremgår af bekendtgørelsens § 4, stk. 1, at der tænkes på kreditors arbejde med udarbejdelse og indgåelse af en betalingsaftale med skyldneren (frivilligt forlig) og til administrationen heraf. Men hvad så, hvis kreditors bestræbelser er forgæves, og der rent faktisk ikke indgås en aftale eller iværksættes en afvikling? Det kan man ikke se i bekendtgørelsen eller andre steder.
Om dette siger Vestre Landsret i en konkret sag, at det ifølge den betænkning, der ligger til grund for retsplejereformen er uafklaret, om udgifter til egeninkasso kan kræves dækket, hvis der er udarbejdet, men ikke indgået, en betalingsaftale med skyldner. Det anføres tillige i betænkningen, at det udfra en gennemsnitsbetragtning er bedst stemmende med skyldnerens gennemsnitlige interesser, at kreditor forsøger at indgå en frivillig ordning. Dette taler for, at kreditor får adgang til særskilt dækning af sine udgifter hertil, uafhængigt af om der opnås er resultat.
I den konkrete sag fremgik det af betalingspåkravet, at kreditor efter to rykkere havde sendt et frivilligt forlig til skyldneren med henblik på at opnå en frivillig ordning. På denne baggrund var kreditor berettiget til dækning af sine udgifter hertil, jf. omkostningsbekendtgørelsens § 4, stk. 1.
Landsrettens afgørelse er af stor principiel og praktisk betydning for dette retsområde, og det er tilfredsstillende at se et så tydeligt signal om, at formålet med retsplejereformen snarere end den snævrest mulige fortolkning af teksterne skal tillægges vægt. Måtte fogedretterne se lyset!
Fogedretten havde afvist at behandle sagen, da kreditor ikke havde efterkommet fogedrettens opfordring til at redegøre nærmere for grundlaget for de opkrævede omkostninger til egeninkasso. landsretten statuerede, at de oplysninger, der fremgik af betalingspåkravet var tilstrækkelig begrundelse for denne del af kravet, og fogedrettens afvisning var derfor uberettiget.
I denne forbindelse er landsrettens afgørelse endnu et eksempel i en lang række af eksempler på, at visse fogedretter er for ivrige med at afvise sager, når kreditorerne ikke vil efterkomme fogedrettens ønsker om yderligere oplysninger eller dokumentation som betingelse for, at en fogedsag indledes. Det ville være klædeligt, om disse fogedretter efterhånden tog landsretternes signaler til sig og anlagde en noget mere pragmatisk holdning til egen virksomhed.
*) Bekendtgørelse nr. 601/2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af forsinket betaling
(UfR 2006.366 – V.L.K. af 14. oktober 2005)