Højesteret har den 15. januar 2004 afsagt dom i en sag vedrørende en arbejdstagers krav om godtgørelse i henhold til lov om arbejdstageres opfindelser.
Arbejdstageren, A, der var udlært elektriker, blev i 1989 ansat som salgskonsulent i en virksomhed B, der bl.a. producerede ventiler. Han skulle varetage salg af virksomhedens termostatventiler mv., herunder en differenstrykventil. I 1993 fik A en idé til en ny radiatorventil på grundlag af en kombination af en differenstrykventil med en termostatventil. A præsenterede idéen for B, der iværksatte et udviklingsarbejde på baggrund af idéen, hvilket førte til, at B i 1994-97 ansøgte om dansk, internationalt og amerikansk patent. I patentansøgningerne var A anført som opfinder sammen med to ansatte i B’s udviklingsafdeling. I forbindelse med patentansøgningerne overdrog A opfindelsen til B. Under sagen krævede A, at B skulle betale 500.000 kr. samt 5 % af salgsprisen i licensafgift for hver solgt ventil, der byggede på idéen. B afviste kravet, bl.a. under henvisning til at A alene havde viderebragt en idé, som en anden medarbejder tidligere havde præsenteret, og til at A ved overdragelsen af opfindelsen havde givet afkald på godtgørelse.
Af en syns- og skønserklæring fremgik bl.a., at der skulle afholdes betydelige udviklingsudgifter, før patenterne kunne udnyttes kommercielt, og at de nye ventilers økonomiske muligheder var uvisse.
Højesteret gav A medhold i, at han måtte anses for ophavsmand til idéen til ventilerne, og fastslog, at han ikke havde givet afkald på godtgørelse efter § 8 i lov om arbejdstageres opfindelser. Efter hans stillingsbeskrivelse og arbejdsforhold lå hans bidrag til opfindelsen uden for, hvad han med rimelighed kunne forudsættes at skulle præstere i stillingen som salgskonsulent. Han var derfor berettiget til en godtgørelse for sin andel i opfindelsen, i det omfang den måtte antages at have en økonomisk værdi. Godtgørelsen blev skønsmæssigt fastsat til et engangsbeløb på 50.000 kr.
(Højesteretsdom: U.2004.1018H)