Østre Landsrets dom af 22. november 2004, samt Højesterets dom af 14. februar 2007
Problemet i sagen var, om ansættelsens ophør skyldtes direktørens egen opsigelse, som han afgav telefonisk den 27. februar 2002, men kort efter trak tilbage, eller om det var virksomhedens bestyrelse, der den 12. marts 2002 opsagde direktøren.
Endvidere var problemet, om direktøren i sin periode som direktør for selskabet havde misligholdt sine ansættelsesvilkår på hævebegrundende måde.
Af direktørkontrakten fremgik, at direktøren (A) loyalt skulle følge bestyrelsens retningslinjer og anvisninger og kun efter særlig bemyndigelse fra bestyrelsen måtte foretage dispositioner, der efter selskabets forhold var af usædvanlig art eller af stor betydning.
Man havde i firmaet en tremandsgruppe som bestod af A, bestyrelsens næstformand og et andet bestyrelsesmedlem, som bl.a. havde til opgave at debattere budgetter.
Den 22. februar 2001, godt et år inden direktørens afskedigelse, blev det første gang i et fortroligt notat fra bestyrelsesformanden til tremandsgruppen fremhævet, at der var en del eksempler på ledelsesproblemer.
Den 10. oktober 2001 sendte bestyrelsens næstformand et brev til A, hvori han på baggrund af to konkrete sager fastslog, at der var behov for klargøring af samspillet mellem direktøren og bestyrelsen.
En måned senere sendte næstformanden en e-mail til A, hvori han gjorde opmærksom på problemer med As ledelse i form af manglende overholdelse af mødeaftaler. Han anmodede, tremandsgruppen om at tage et møde.
Forud for et bestyrelsesmøde sendte bestyrelsesformanden et fortroligt notat til bestyrelsen. Heri gjorde han bl.a. opmærksom på, at der manglede overblik over indtægter og udgifter, og han var af den opfattelse, at den manglende aktivitet i tremandsgruppen skyldtes direktørens afvisende holdning til denne. Endelig mente han, at virksomheden led af topstyring.
Økonomichefen havde endvidere givet udtryk for, at der var sket væsentlige likviditetstræk, som burde påkalde sig bestyrelsens opmærksomhed. Det drejede sig om en investeringspolitik, som manglede bestyrelsens samtykke, og en væsentlig overskridelse af investeringsrammen på kr. 11.940.000,00.
På bestyrelsesmødet den 27. februar 2001 blev kritikken af A debatteret. Alle var efter mødet af den opfattelse, at samarbejdet umuligt ville kunne fortsætte, og A afgav efterfølgende telefonisk sin opsigelse til bestyrelsesformanden. Opsigelsen blev imidlertid trukket tilbage dagen efter i et brev til bestyrelsesformanden.
På ekstraordinært bestyrelsesmøde den 12. marts 2001 valgte bestyrelsen ikke desto mindre at acceptere As opsigelse og fritstille ham fra den 13. marts 2001.
Østre Landsret fandt, at det ikke er en gyldighedsbetingelse for en opsigelse, at den skal afgives skriftligt, selv om dette er angivet i direktørkontrakten. Imidlertid fremgik det af sagsforløbet, at bestyrelsen efter tilbagekaldelse af opsigelsen endnu ikke havde taget stilling til, hvordan man skulle forholde sig til den, og at dette først blev klart efter den 12. marts 2003. Opsigelsen havde derfor ikke virket bestemmende på bestyrelsen, og det var derfor uberettiget at fastholde, at A var bundet af sin opsigelse. Det var følgelig bestyrelsen, der den 12. marts opsagde og fritstillede A. A havde derfor også krav på vederlag efter direktørkontrakten, medmindre opsigelsen berettiget kunne begrundes i As misligholdelse.
Østre Landsret fandt i den forbindelse, at det måtte anses for godtgjort, at der i bestyrelsen var utilfredshed med As manglende information til bestyrelsen om forhold af betydning for dennes arbejde, hvorfor der bestod et sagligt grundlag for at opsige A. Eftersom utilfredsheden ikke på noget tidspunkt var tilkendegivet over for A, og der tilmed var udbetalt løn til A ind til udgangen af august 2002, fandt retten, at bestyrelsen ikke kunne påberåbe sig væsentlig misligholdelse med hævebegrundende konsekvenser.
Kommentar:
Dommen giver anledning til at understrege, at bestyrelsen i tilfælde af utilfredshed med direktøren tydeligt skal underrette denne herom. I modsat fald er det som udgangspunkt ikke muligt for bestyrelsen efterfølgende at påberåbe sig væsentlig misligholdelse og som konsekvens heraf hæve kontrakten.
Landsretten lægger vægt på, om opsigelsen har virket bestemmende, dvs. modtageren skal have reageret i forhold til den, jf. aftaleloven § 39, f.eks. ved at tage skridt til en nyansættelse eller lignende. Havde bestyrelsen handlet i forhold til opsigelsen, kunne den ikke tilbagekaldes, og direktøren ville således være bundet af den. Det forekommer rimeligt med denne betingelse, idet man ikke længere kan trække i land, når andre har handlet aktivt i forhold til dispositionen. Det ville være svært at forestille sig, at man ville handle i tillid til andres dispositioner, hvis disse kunne tilbagekaldes uden videre.
Dommen U2001.603H havde samme indhold, idet Højesteret gav en tjenestemand medhold i, at han to dage efter at have afgivet sin opsigelse kunne kalde denne tilbage, da den på dette tidspunktet endnu ikke havde virket bestemmende på kommunens handlemåde.