Den 3. oktober 2012 blev der fremsat et lovforslag (L 16) om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. Det medfører, at skriftlig kommunikation mellem virksomheder mv. og det offentlige vil komme til at foregå digitalt.
Hvis lovforslaget bliver vedtaget i sin nuværende form, kan det offentlige fastsætte regler om tvungen digital kommunikation mellem virksomheder og offentlige myndigheder i en række love. Det gælder navnlig på Erhvervs- og Vækstministeriets område (f.eks. selskabsloven).
Udgangspunktet er, at det er virksomheder, der bliver forpligtet til digital kommunikation, men lovforslaget vil også omfatte fysiske personer, dog især inden for deres udøvelse af erhverv eller som medlem af ledelsen i en virksomhed.
Indførelsen af pligtmæssig digital kommunikation vil betyde, at skriftlige henvendelser til offentlige myndigheder om forhold omfattet af reglerne ikke anses for modtaget af den offentlige myndighed, hvis de indsendes på anden måde end foreskrevet.
Det fremgår dog af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at myndigheder skal opfylde den almindelige vejledningspligt efter forvaltningslovens § 7 og sikre tilstrækkelig information om de enkelte selvbetjeningsløsninger og anvendelsen af disse. Det indebærer også, at myndighederne har pligt til at vejlede om reglerne på området, herunder om pligten til at kommunikere på den foreskrevne digitale måde.
Der er i lovforslaget lagt op til, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2013 (altså om mindre end tre måneder). Målet er, at reglerne om digitaliseringen skal være klar i løbet af 2013, i takt med at de tekniske løsninger kommer på plads. Det vil betyde, at virksomheder m.v. herefter kan og vil skulle kommunikere digitalt med offentlige myndigheder.