En arbejdstager blev i november 2006 frakendt førerretten på grund af spirituskørsel. Arbejdstager fik herefter fra sin arbejdsgiver, som var en transportvirksomhed, et brev hvoraf fremgik, at hvis han kørte bil uden kørekort i firmaets tjeneste, ville det blive betragtet som misligholdelse af hans ansættelsesforhold, som kunne medføre opsigelse eller bortvisning.
Den 13. juni 2007 kørte arbejdstager bil i firmaets tjeneste, da han skulle til et internt møde. Arbejdsgiver ophævede den 15. juni 2007 ansættelsesforholdet med øjeblikkelig virkning med henvisning hertil.
Arbejdstageren gjorde under sagen gældende, at han med urette var blevet bortvist, da hans ansættelseskontrakt ikke indeholdt et krav om førerbevis til bil, og da kørsel i en privat vogn ikke havde indflydelse på hans egenskab til at kunne bestride stillingen.
Arbejdsgiver gjorde under sagen gældende, at arbejdstager havde fået en advarsel ved brevet, og at arbejdstager ved at føre sin bil til et af arbejdsgiveren arrangeret møde, brød sin instruks om ikke at køre bil i firmaets tjeneste.
Byretten konstaterede, at arbejdstager havde overtrådt påbuddet omkring kørsel i firmaets tjeneste ved at køre til og fra det interne møde. Byretten fandt, henset til at påbuddet ikke var urimeligt, at der forelå misligholdelse af ansættelsesforholdet.
Da arbejdstager havde været ansat i 13 år og da der var tale om en enkeltstående overtrædelse fandt byretten ikke at misligholdelsen var af så grov karakter, at bortvisningen af arbejdstager var berettiget.
Byretten fandt, at arbejdstagers overtrædelse af påbuddet medførte, at han med rette kunne være opsagt af arbejdsgiver, og han havde derfor ikke ret til godtgørelse for uberettiget bortvisning, jf. funktionærlovens § 2b.
Arbejdstager havde derimod krav på erstatning for mistet opsigelsesvarsel, jf. funktionærlovens § 3, samt fratrædelsesgodtgørelse, jf. funktionærlovens § 2 a stk. 1 jf., stk. 5.
Sagen blev af arbejdsgiver anket til Vestre Landsret, som tiltrådte byrettens begrundelse.
(Vestre Landsrets dom af 9. april 2010 – S-1096-09)
Kommentar:
Bortvisning er den mest indgribende sanktion en arbejdsgiver kan ty til overfor en arbejdstager. Afgørelsen ovenfor viser, at selv overtrædelse af en klar instruks fra arbejdsgiver er ikke altid nok til, at en bortvisning er berettiget.
For at en bortvisning kan anses som værende berettiget, skal arbejdstager have misligholdt sit ansættelsesforhold væsentligt, hvilket almindeligvis betyder, at forholdet skal have haft en vis grovhed. Som afgørelsen ovenfor viser, kan også andre elementer indgå i vurderingen. Således lagde både by- og landsret afgørende vægt på, at der var tale om et enkeltstående tilfælde og at den pågældende arbejdstager havde forholdsvis lang anciennitet.
Arbejdstagers strafbare forhold i tjenesten har almindeligvis berettiget arbejdsgiver til at bortvise arbejdstageren. Det har formentlig været afgørende for by- og landsretten, at det strafbare forhold ikke blev begået overfor arbejdsgiver, og at forholdet ikke påførte arbejdsgiver, dennes kunder eller forretningsforbindelser skade. Sammenholdt med at der var tale om et enkeltstående tilfælde hos en arbejdstager med lang anciennitet, har dette medført, at by- og landsretten har valgt at fravige den tidligere retspraksis på området. Afgørelsen skal derfor formentlig ses som en meget konkret begrundet fravigelse fra tidligere retspraksis.
Arbejdstageren fik tilkendt kr. 142.975,34 i erstatning i forbindelse med bortvisningen. Arbejdstagers oprindelige krav lød på betaling af kr. 497.936,62. Den omstændighed, at arbejdstageren fik nyt arbejde kort tid efter bortvisningen samt at retten fandt, at arbejdstageren ikke havde ret til godtgørelse for uberettiget bortvisning var stærkt medvirkende til at begrænse kravet.