Om forældremyndighed
Gifte forældre får automatisk fælles forældremyndighed. Det samme gælder som hovedregel ugifte, hvis børn er født efter 1. juli 2002. Det er klogt at gøre sig klart helt fra barnets fødsel, om man ønsker fælles forældremyndighed. Forældremyndigheden betyder meget – og dog mindre, end man umiddelbart tror. Forældremyndighedens indehavere bestemmer de store ting i barnets liv. Bopæl, kirke og skole kunne i meget få ord som overskrifter illustrere, hvad det handler om. Det er vigtige forhold, men de mere dagligdags beslutninger ligger egentlig ikke i det at have forældremyndighed.

Ved samlivsophør
Man kan sagtens have fælles forældremyndighed, selv om man ikke bor sammen. Men det er ikke altid en fordel. HUSK: I skal samarbejde om børnene hele livet – og i al fald, til de bliver 18. Fælles forældremyndighed kan ophøre efter aftale eller efter en retssag. Afgørende er, hvad der er bedst for barnet.

Barnets behov
Husk at tænke på børnene, før du tænker på dig selv. Det glemmer mange. Husk at børn ikke kan saves midt over. Det gælder både fysisk – og for deres sjæl. De holder af Jer begge. Kontakt advokat i god tid – helst allerede, når du kan begynde at se, at Jeres forhold ikke fungerer længere.

Om samvær
Selvom I har valgt ikke at være sammen med hinanden mere, har jeres børn ret til at være sammen med jer begge to. Reglerne er imidlertid i dag sådan, at det er forældrenes ret til samværet, der fokuseres mest på. De fleste forældre får samværet til at fungere naturligt. Det er statsamtet, der fastsætter samvær. Særligt hvis man har fælles forældremyndighed, er det vigtigt, at man får fastsat samværet i statsamtet – også selv om man er enige.

Standardsamvær
Statsamterne fastsætter næsten altid samværet til hver anden weekend samt til en hverdag i den uge, hvor der ikke er weekendsamvær. Endvidere fastsættes samvær til et par uger i sommerferien. Jule- og nytårsaften går typisk på skift.

Indskrænkning eller ophør af samvær
Voldsomme konflikter mellem de voksne, alkoholmisbrug, vold eller anden misrøgt kan være årsag til, at samværet skal indskrænkes eller ophøre. Det er Statsamtet, der træffer bestemmelse herom. Der er mulighed for at få børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling gennem statsamterne.Desværre kan man ikke få fri proces til samværssager. Alligevel må det stærkt anbefales, at du får advokathjælp til samværssager.

Du kan se meget mere om børn og samvær på denne hjemmeside, der redigeres af advokat Viggo Bækgaard , Forum Advokater: www.boernogsamvaer.dk