Østre Landsret har i kendelse af 9. december 2010, gengivet i UfR 2001.926Ø, truffet afgørelse om, at der ikke kunne gennemføres syn og skøn på baggrund af fotografier og en stadeopgørelse.
Af kendelsen fremgår, at en privat bygherre afbrød samarbejdet med et arkitektfirma, bl.a. som følge af uenighed om, i hvilket omfang arkitektfirmaet havde handlet erstatningspådragende med en tagentreprise.
Bygherren lod arbejdet færdiggøre uden afholdelse af syn og skøn, og begærede under en efterfølgende sag anlagt mod arkitektfirmaet syn og skøn på baggrund af en stadeopgørelse samt 13 fotografier, som arkitektfirmaet havde taget.
Byretten tillod afholdelse af syn og skøn med henvisning til, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at et syn og skøn kunne have værdi for sagen, hvilket imidlertid blev afslået af Østre Landsret. Landsretten fastslog således, at der ikke havde foreligget sådanne ekstraordinære omstændigheder, der kunne bevirke en fravigelse af den almindelige fremgangsmåde ved afholdelse af syn og skøn. Den omstændighed, at fotografierne og stadeopgørelsen hidrørte fra arkitektfirmaet kunne ikke føre til et andet resultat (som gjort gældende af bygherren, med henvisning til, at materialet ikke var subjektivt påvirket til fordel for bygherren, eftersom det hidrørte fra arkitektfirmaet).
Kendelsen er i overensstemmelse med retspraksis og viser, at i det omfang det er muligt, skal der ske bevissikring på baggrund af de faktiske forhold. Et syn og skøn kan således som det klare udgangspunkt ikke afholdes, når mangler er blevet udbedret på baggrund af fotodokumentation, heller ikke selvom ”dokumentationen” hidrører fra modparten.