Fra 1. januar 2008 vil det være ulovligt at have bestemmelser i ansættelseskontrakter, som går ud på, at den ansatte har en tvungen pensionsalder, hvis denne pensionsalder er lavere end 70 år.
Lov om forskelsbehandling handler om en hver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse. Reglen om automatisk ophør af ansættelsesforhold som følge af alder er en undtagelse til diskriminationsforbuddet, idet man naturligvis her diskriminerer personer over den angivne alder i forhold til personer der er yngre end denne. Den ændring, der har fundet sted består i, at grænsen for hvornår diskriminationen kan finde sted er rykket fra 65 år til 70 år.
Ændringen betyder, at en del ansættelseskontrakter må skrives om for at opfylde lovens krav, der er som følger:
En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Uanset (dette) er loven ikke til hinder for bestemmelser i individuelle eller kollektive aftaler, overenskomster om ophør af ansættelsesforholdet, når lønmodtageren fylder 70 år.
(L61, som vedtaget af Folketinget ved tredje behandling den 14. december 2006, jf. Lovbekendtgørelse nr. 31 af 12. januar 2006, som ændret ved lov nr. 240 af 27. marts 2006)