En tysk bank havde i 1996 købt en anden tysk banks danske filial. Den danske fillial købte i 1999 aktierne i en dansk bank. I forbindelse med en skattepligtig fusion af den tyske bank med en anden tysk bank den 2. juni 2003 blev den danske filials aktier i den danske bank skattemæssigt anses for solgt. Filialen konstaterede et tab på 128.772.571 kr. på aktierne
Spørgsmålet i sagen var, om dette tab var fradragsberettiget ved opgørelsen af den begrænset skattepligtige danske indkomst for den tyske banks filial. Banken og Skatteministeriet var enige om, at aktieinvesteringen i den danske bank var en anlægsinvestering, dvs. at aktierne i banken ikke var købt som led i filialens virksomhed med køb og salg af aktier.
Efter aktieavancebeskatningsloven havde den tyske banks filial ret til fradrag. Efter Selskabsskatteloven havde filialen ikke ret til fradrag.
Den tyske bank gjorde gældende, at selskabsskattelovens bestemmelse om, at der ikke var fradrag for tabet var i strid med den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet det i overenskomstens artikel 7 var bestemt, hvilke indtægter og udgifter der skulle henføres til filialen. Danmark var derfor forpligtet til at godkende fradrag for de udgifter, som overenskomsten foreskrev at skulle henføres til den danske filial.
Skatteministeriet gjorde gældende, at den begrænsede skattepligt efter selskabsskatteloven ikke omfattede det lidte tab. Det var derfor uden betydning, at overenskomsten gav Danmark beskatningsretten.
Østre Landsret kom til, at omfanget af skattepligten skal udledes af selskabsskatteloven. Da filialen ikke efter denne lov var skattepligtig af gevinst eller tab på aktierne, kunne filialen ikke fradrage tabet. Det forhold at beskatningsretten i henhold til overenskomsten var tillagt Danmark, kunne ikke udvide den begrænsede skattepligt, og dermed adgangen til at fradrage tab, efter selskabsskatteloven.
(SKM 2012.284 ØLD).
Kommentar:
Dommen er spøjs på den måde, at tingene bliver vendt på hovedet.
Når det handler om at betale skat af en indtægt fra et andet land, som Danmark har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med, eller beskatning af en i udlandet bosiddendes indtægt fra Danmark, skal 3 betingelser være opfyldt. For det første skal den, der skal beskattes, være skattepligtig – enten som fuldt eller begrænset skattepligtig. For det andet skal indtægten efter sin art være skattepligtig. Endelig skal Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten have beskatningsretten. Et eksempel kan være en i Belgien bosiddende, som har en renteindtægt fra Danmark. Danmark kan beskatte renten i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Renteindtægten er også en skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4. Men den i Belgien bosiddende er ikke personligt begrænset skattepligtig i henhold til kildeskattelovens § 2. I dette eksempel bortfalder beskatningsretten altså. Generelt sagt, er de fleste skatteydere meget glade for at slippe for at betale skat.
Dommen om den tyske banks filial vender det på hovedet. Skatteydere er generelt også meget glade for fradrag. Men også for fradragene gælder de 3 kumulative krav også, dvs. kravet om, at der skal være skattepligt for filialen, at tabet skal være fradragsberettiget, og at dobbeltbeskatningsoverenskomsten skal bestemme, at fradraget skal henføres til Danmark. Og her løb den tyske bank ind i det problem, at reglerne om filialens skattepligt kun foreskrev skattepligt af indkomst af næringsaktier, dvs. aktier som indgik i bankens virksomhed med køb og salg af aktier. Altså var de 3 kumulative krav ikke opfyldt.
Den tyske bank forsøgte sig med det argument, at når det i en traktat (dobbeltbeskatningsoverenskomsten) med Tyskland er bestemt, at tabet på aktierne skal henføres til filialen i Danmark, så er der ikke fradragsret i Tyskland, men Danmark er ligeledes forpligtet til at sørge for, at den i overenskomsten beskrevne fradragsret også er til stede. Den tyske banks argumentation stødte dog på det problem, at efter dansk ret er det fastslået, at selv om dobbeltbeskatningsoverenskomster måtte give Danmark en ret til at beskatte, og selv om dobbeltbeskatningsoverenskomster vedtages af Folketinget ved en lov, så har der altid været enighed om, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke i sig selv giver Danmark ret til at beskatte. En dobbeltbeskatningsoverenskomst udvider altså ikke de interne regler om hvilke indtægter, der kan beskattes, og som konsekvens heraf udvides mulighederne for fradrag heller ikke.