Afskedigelse af medarbejder med 24 års anciennitet var rimeligt begrundet i virksomhedens forhold.
En afgørelse, hvori det pointeres, at høj anciennitet ikke nødvendigvis de facto indebærer en indskrænkning af ledelsens forretningsmæssige skøn over, hvilken medarbejder, der skal afskediges.
En virksomhed, V, havde over en årrække oplevet en faldende omsætning og følte sig nødsaget til at opsige det lejemål, man havde, for at flytte virksomheden. Direktørens bopæl blev valgt som værende egnet som sæde for virksomheden.
I forbindelse med flytningen og de dårlige økonomiske udsigter ønskede V at afskedige én ud af Vs tre medarbejdere. De to øvrige medarbejdere var hhv. direktøren og dennes bror. Da den største del af omsætningen i V foregik i Jylland og på Fyn, skønnede V, at det var mest hensigtsmæssigt at lade direktøren (næsten som en selvfølge) og dennes bror blive i virksomheden, da sidstnævnte var bosiddende på Fyn, og derfor havde en transportmæssig fordel frem for den sidste medarbejder. Derfor blev den tredje medarbejder, M, afskediget uanset, at han havde 24 års anciennitet.
M anlagde sag mod virksomheden med påstand om godtgørelse for usaglig opsigelse efter funktionærlovens bestemmelser herom, idet M mente, at Vs skøn over hvem der skulle afskediges, alene var truffet på et ikke-kommercielt grundlag.
Landsretten mente ikke, at Ms afskedigelse havde været usaglig. I afgørelsen blev der lagt vægt på, at omsætningen objektivt set havde været faldende de forløbne år og at selve virksomheden var flyttet. Derfor fandtes afskedigelsen tilstrækkelig begrundet i virksomhedens forhold. Da det var tilfældet, fandt landsretten ikke, at virksomheden havde overtrådt grænserne for det forretningsmæssige skøn, den kunne udøve ved vurderingen af, hvilken af de to øvrige medarbejdere der bedst kunne undværes.
(VLD af 29. marts 2007)
Kommentar:
Mange tror fejlagtigt, at høj anciennitet næsten er ensbetydende med et ubetinget krav om at være den sidste der bliver afskediget fra en virksomhed. I ovennævnte afgørelse har forholdet været sat lidt på spidsen henset til, at den anden medarbejder var direktørens bror. Landsretten har foretaget en afvejning af det familieære forhold sammenholdt med Ms høje anciennitet overfor virksomhedens frie kommercielle skøn og nålen er slået ud til virksomhedens fordel.
Funktionærlovens § 2 b – som M påberåbte sig som hjemmelsgrundlag for at få godtgørelse – siger, at hvis en afskedigelse ikke er rimeligt begrundet i enten funktionærens eller virksomhedens forhold, skal arbejdsgiveren udrede en godtgørelse. Størrelsen af godtgørelsen vil være ligefrem proportional med funktionærens anciennitet, men kan ikke overstige 6 måneders løn. M ville således have været endog særdeles godt stillet, såfremt retten havde fundet, at der var tale om uberettiget opsigelse.
Skal en afskedigelse begrundet i virksomhedens forhold accepteres som værende saglig, må det dels undersøges om virksomhedens forhold reelt er ensbetydende med at nogen må afskediges. Dernæst må der ses på hvilken konkret medarbejder, der er blevet afskediget, og om den konkrete afskedigelse således er saglig.
I vurderingen af virksomhedens forhold skal der typisk foreligge et objektivt konstaterbart forhold, der gør det kommercielt nødvendigt, at skære ned i medarbejderstanden. I valg af konkret medarbejder, anerkendes det, at virksomheden har et bredt forretningsmæssigt skøn – der dog skal udøves med varsomhed. Virksomheden er berettiget til at se på samtlige omstændigheder omkring hver enkelt medarbejder, og ud fra en konkret vurdering træffe en beslutning – også selv om det betyder afskedigelse af en medarbejder, der har en høj anciennitet.