I 2005 vedtog EU direktiv nr. 2005/29/EF. Direktivet vedrører urimelig handelspraksis og er vedtaget som følge af et behov for at ensrette EU-landenes lovgivning. Overordnet fastsætter direktivet et forbud mod urimelig handelspraksis, der uddybes under begreberne henholdsvis vildledende handelspraksis og aggressiv handelspraksis. Endvidere oplistes en række situationer, der per definition anses for urimelige. Direktivet medfører ændringer i markedsføringsloven, og disse træder i kraft den 1. december 2007.
Generelt
Direktivet fastsætter et generelt forbud mod de former for urimelig handelspraksis, der forvrider forbrugernes økonomiske adfærd. Som typiske former for urimelig handelspraksis er henholdsvis vildledende og aggressiv handelspraksis.
Direktivet fastsætter nærmere bestemmelser for, hvornår der er tale om en af de nævnte typer handelspraksis, hvilket gennemgås nedenfor. For så vidt angår fastsættelse af regler om aggressiv handelspraksis, er dette en nyskabelse i EU-regi.
Direktivets regler finder anvendelse mellem erhvervsdrivende og forbrugere såvel inden for som uden for aftaleforhold og vedrører alene typer af handelspraksis, som direkte påvirker forbrugernes (og dermed ikke erhvervsdrivendes) beslutninger om køb af et produkt.
Direktivet påvirker ikke EU-retlige eller nationale bestemmelser om aftaleret, immaterielrettigheder og sundheds- og sikkerhedsmæssige aspekter af produkter. Medlemsstaterne kan derfor fortsat opretholde eller indføre restriktioner vedrørende f.eks. reklame for tobak, alkohol og lægemidler.
Vildledende handlinger og vildledende undtagelser
Vildledende handelspraksis inddeles i to begreber; i) vildledende handlinger og ii) vildledende udeladelser. Fælles for de to er, at forbrugeren hindres i at træffe et informeret valg.
For så vidt angår vildledende handlinger, skal det vurderes, om de er i modstrid med den erhvervsdrivendes pligt til at udvise omhu over for forbrugerne, samt om handelspraksisen væsentligt forvrider forbrugerens økonomiske adfærd i forhold til det produkt, der reklameres for. Det skal her tillægges vægt, om praksisen er usandfærdig, eller om den på grund af sin fremstilling virker vildledende uanset, at de faktuelle oplysninger er korrekte.
Forbrugeren skal have en række væsentlige oplysninger. Sker det ikke kan der være tale om vildledende udeladelse. De oplysninger, der skal gives, sætter forbrugeren i stand til at træffe et informeret valg. Det er dog ikke i alle reklamer og lignende, at disse oplysninger skal gives, men alene hvor den erhvervsdrivende fremsætter en egentlig købsopfordring.
Ved købsopfordring forstås en kommerciel kommunikation, hvor produktets egenskaber og pris er angivet på en sådan måde, at forbrugeren sættes i stand til at foretage et køb. Krav om oplysningspligt, som følger af EU-retlig regulering betragtes som væsentlige oplysninger, som derfor skal gives. Som eksempel på EU-retlig regulering kan nævnes direktivet om e-handel, hvorefter der bl.a. er pligt til at oplyse tjenesteyderens navn og adresse mv. En udeladelse heraf vil være vildledende.
Aggressiv handelspraksis
Under direktivets forbud falder ligeledes aggressiv handelspraksis, som omfatter en handelspraksis, der indskrænker forbrugerens valgfrihed som følge af eksempelvis chikane, tvang og utilbørlig påvirkning.
Særlig urimelig handelspraksis
Ud over reglerne om vildledende og aggressiv handelspraksis fastsættes i direktivets bilag 1 en række former for handelspraksis, der anses for særligt urimelige, og som per definition falder under direktivets forbud.
En særlig urimelig handelspraksis forudsætter ikke nogen individuel vurdering efter de retningslinier for henholdsvis vildledende eller aggressiv handelspraksis, der er nævnt ovenfor.
Eksempler på særligt urimelig handelspraksis er, at den erhvervsdrivende påstår at være certificeret uden at være det, at det i strid med sandheden angives, at et produkt kun vil være tilgængeligt i en begrænset periode, eller at den erhvervsdrivende fremhæver særlige rettigheder som kendetegn for et produkt, uanset at disse rettigheder fremgår af loven.
Sanktioner
Medlemsstaterne er forpligtet til dels at sanktionere direktivets bestemmelser og at dels sikre, at spørgsmål om urimelig handelspraksis kan indbringes for enten domstolene og/eller en administrativ myndighed, hvilket allerede er muligt i henhold til de eksisterende regler i markedsføringsloven.
Domstolene og/eller den administrative myndighed skal ifølge direktivet have kompetence til dels at påbyde, at den urimelige handelspraksis indstilles, og dels at forbyde den urimelige handelspraksis, hvor denne endnu ikke er iværksat. Desuden skal det sikres at det, i tilfælde, hvor der er nedlagt påbud om indstilling af en urimelig handelspraksis, kan kræves, at afgørelsen offentliggøres samt eventuel yderligere berigtigelse. Disse sanktioner skal sikre, at eftervirkningerne af en urimelig handelspraksis fjernes.
Medlemsstaterne fastsætter selv de sanktioner, der anvendes i tilfælde af overtrædelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i forbindelse med implementering af direktivet. I den danske implementeringslov er afsnittet om vildledende og utilbørlig markedsføring sanktioneret med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Det er værd at bemærke, at den danske lovgivning går videre end direktivet kræver, idet markedsføringsloven også yder en beskyttelse til erhvervsdrivende i tilfælde af vildledende, aggressiv eller utilbørlig påvirkning. Overtrædelse af denne bestemmelse, for så vidt angår erhvervsdrivende, er dog undergivet privat påtaleret. Det betyder, at den erhvervsdrivende selv skal anlægge sag for domstolene med påstand om overtrædelse af bestemmelsen. Forbrugerne er derimod ikke underlagt bestemmelsen om privat påtaleret, hvilket indebærer, at Forbrugerombudsmanden kan føre sagerne for forbrugerne.
Denne artikel bringes af Forum Advokater – Lovorientering som led i et samarbejde med advokatfirmaet Bender von Haller Dragsted. Bender von Haller Dragsted leverer juridiske nyheder om it-ret til Lovorientering.