Det følger af retsplejelovens § 178, at et modvilligt vidne kan tages i forvaring (hvilket i praksis formentlig opleves som at blive fængslet), hvis vidnet uden lovlig grund vægrer sig ved at besvare de stillede spørgsmål. Det følger af konkurslovens § 103, at dette også gælder en skyldner, der ikke opfylder sin oplysningspligt under konkurssagen.
Men det gælder bare ikke i alle situationer, og Vestre Landsret har for nylig haft anledning til at tage stilling til, om skyldner, der gentagne gange fastholdt, at han ikke ville udtale sig, skulle tages i forvaring. Det skulle han ikke!
En skyldners bo var taget under konkursbehandling. Under bobehandlingen nægtede han at afgive forklaring om aktiver i form af ca. 1,8 mio. kr. i kontanter, bortset fra at pengene ikke længere var i hans besiddelse, og Højesteret statuerede, at han var fritaget for at afgive forklaring herom.
Der rejstes senere tiltale mod skyldneren for skyldnersvig m.h.t. beløbet, og skyldneren blev ved byretten idømt fængsel i 1 år 3 måneder. Dommen stadfæstedes af landsretten. For begge instanser nægtede skyldneren at udtale sig om, hvor pengene var blevet af.
Under et møde i konkurssagen i skifteretten nægtede skyldneren fortsat at udtale sig om spørgsmålet, og konkursrekvirenten fremsatte herefter begæring om, at skyldneren blev taget i forvaring i medfør af konkurslovens § 103, jf. retsplejelovens § 178, indtil han gav de ønskede oplysninger. Skifteretten afslog begæringen, med henvisning til at det ikke kunne antages at tjene noget formål at tage skyldneren i forvaring ved politiets foranstaltning.
Landsretten udtalte, at der ved strafudmålingen for det begåede skyldnersvig var lagt vægt på, at skyldneren fortsat havde unddraget sine kreditorer fyldestgørelse af de bortskaffede midler. Efter skyldnerens hidtidige holdning måtte det som anført af skifteretten antages, at forvaring ikke var et egnet retsmiddel til at formå skyldneren til at afgive forklaring om de bortskaffede midler. Forvaring måtte derfor antages alene at komme til at virke som en ekstra straf. Kendelsen stadfæstedes derfor.
Denne afgørelse giver et interessant indtryk af, hvornår forvaring ikke kan forventes anvendt til at aftvinge en skyldner oplysninger om hans aktiver. Forvaring skal have et motiverende formål og må ikke få karakter af egentlig straf. Hvis skyldneren af en eller anden årsag – grunden er formentlig uden betydning – konsekvent fastholder sin tavshed, vil (fortsat) forvaring ikke kunne anvendes.
Tilsvarende vil formentlig gælde, såfremt der er tale om en skyldner, der under en fogedsag begæres taget i forvaring efter retsplejelovens § 497, stk. 2.
(UfR 2006.29 V – VLK af 23. september 2005)