Sagen angik, om betingelserne for at sætte A under økonomisk værgemål var opfyldt, og i be¬kræf-tende fald om be¬tingel¬serne for at fratage A den retlige hand¬leevne var op¬¬fyldt.
A led efter en lægelig vurdering af ”let til moderat demens”.
Højesteret udtalte, at værgemålslovens § 5, stk. 1, efter sin ordlyd og forarbejder måtte forstås således, at det ikke var udelukket at iværksætte værgemål for en person, der led af demens, selv om demensen ud fra en lægelig vurdering ikke kunne karakteriseres som ”svær”.
Højesteret fastslog herefter, at betingelserne for iværksættelse a
Højesterets begrundelse og resultat:

As advokat har i første række anført, at A efter sin helbredstilstand ikke hører til den personkreds, der er omfattet af værgemålslovens § 5, stk. 1, fordi hun ikke lider af ”svær demens”, men alene af ”let til moderat demens”.

Højesteret , at værgemålslovens § 5, stk. 1, efter sin ordlyd og forarbejder må forstås
således, at det ikke er udelukket at iværksætte et værgemål for en ældre person, der lider af demens, selv om demensen ikke ud fra en lægelig vurdering kan karakteriseres som ”svær”.

Højesteret har herved lagt vægt på, at det i § 5, stk. 1, er fastsat, at ”svær demens” er en del af begrebet ”sindssygdom”, og at bestemmelsen også omfatter ”anden form for alvorligt svækket helbred”. Endvidere har det efter forarbejderne til § 5, stk. 1, ikke været meningen at udelukke andre demente, som ikke er svært demente fra den personkreds, der kan sættes under værgemål. Det fremgår således af betænkning nr. 1247/1993 om værgemål, at den gruppe, som må antages at have størst behov for bistand til at varetage deres anliggender, er de ”alderssvækkede”, og at betegnelsen ”svær demens” blev anvendt i udvalgets lovudkast for at tilkendegive, at der ikke alene er tænkt på den aldersbetingede demens. Herudover foreslog udvalget en opsamlingskategori omfattende ”anden form for alvorligt svækket helbred”. Som eksempler på sygdomme og tilstande, der falder ind under opsamlingskategorien, blev angivet hjerneblødninger, hjernesvind og andre former for hjerneskader. Denne angivelse er ikke udtømmende og udelukker derfor efter Højesterets opfattelse ikke, at demens, der ikke i medicinsk forstand kan karakteriseres som ”svær demens”, kan være omfattet af opsamlingskategorien.

Det fremgår af læge René Borups nye erklæring af 7. november 2012, at A fortsat lider af ”Alzheimers demens af let t. moderat grad”, og det er afkrydset, at hun vurderes at være i en tilstand omfattet af værgemålslovens § 5, stk. 1. I erklæringen gives i øvrigt en beskrivelse af As helbredstilstand mv., der i det væsentlige svarer til beskrivelsen i den tidligere erklæring af 26. oktober 2011.

Herefter og i øvrigt af de grunde, der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret, at A efter sin helbredstilstand hører til den personkreds, der er omfattet af værgemålslovens § 5, stk. 1. 6 – Af de grunde, landsretten har anført, tiltræder Højesteret endvidere, at A er ude af stand til at varetage sine anliggender, og at der er behov for værgemål.

Betingelserne for iværksættelse af et økonomisk værgemål er således opfyldt, jf. værgemålslovens § 5, stk. 1, og stk. 3.

Med hensyn til spørgsmålet om fratagelse af den retlige handleevne bemærkes, at A har en betydelig formue. Hun har i tiden efter sin ægtefælles død i 2009 foretaget en række dispositioner, hvorved hun har begunstiget sin yngste datter, herunder gennem betydelige gaver til datteren og dennes børn. Højesteret tiltræder derfor, at det er nødvendigt at fratage A den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, stk. 1.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom. 01-02-2013 i sag 252/2012.