Print

Naturbeskyttelsesloven har grundlæggende to hovedformål. På den ene side A) skal naturen bevares og i visse tilfælde genoprettes og på den anden side B) skal offentligheden have adgang til naturen. Førstnævnte (A) sker navnlig gennem udlægning af beskyttelseslinjer, herunder eksempelvis strandbeskyttelseslinjen og klitfredningslinjen samt den generelle beskyttelse af forskellige naturtyper i lovens § 3. Men også fredningsbestemmelserne har til formål at sikre bevarelse af naturen. Sidstnævnte (B) sker i lovens kapitel 4, der særligt regulerer offentlighedens adgang til forskellige naturtyper som eksempelvis strand, skov, udyrkede arealer etc.

Naturbeskyttelseshensyn varetages ikke alene i naturbeskyttelsesloven men indgår også i eksempelvis planloven.

Virksomheder og borgere overraskes ofte over beskyttelseslinjernes påvirkning af byggeri og anvendelse af en bygning eller en ejendom, ligesom udpegningen af de såkaldte ”§ 3 områder” også kan få stor indflydelse på et byggeri.

Den administrative praksis vedrørende beskyttelseslinjerne har lagt en streng fortolkningslinje, og det er ofte en fordel at kende praksis dels fra Naturklagenævnet og dels fra domstolene når borgerne eller virksomhederne henvender sig til myndighederne i sager om naturbeskyttelse.

Fredning kan udgøre et stort indgreb overfor en borger eller en virksomhed. Ofte fokuseres meget på erstatningens størrelse men ikke på, om fredningen i det hele taget er lovlig. I sidstnævnte vurdering indgår en række kriterier, som – fremført på den rigtige måde – kan medvirke til, at et fredningsforslag begrænses eller helt bortfalder.

Reglerne om offentlighedens adgang til et område giver ofte anledning til tvister. Ofte er eksempelvis opsætning af hegn eller andre adgangsbegrænsende foranstaltninger starten på sådanne tvister.