Grønt-gult-rødt. Vi kender det fra trafikken. Nu skal det bruges til at hjælpe skilsmissefamilier. Det foreslår socialdemokraten Pernille Rosenkrantz-Theil i dag i en kronik i Berlingske. Hendes partis hjemmeside – ”seneste nyheder” – indeholer intet om hendes forslag – det kommer forhåbentlig, for forslaget er glimrende.

Som advokat har jeg for mange år siden fravalgt sager om skilsmisser. Fordi jeg ikke kunne holde ud at se voksne bruge deres børn som våben i en skilsmissekrig. Siden jeg i 1999 begyndte at hjælpe mennesker med at løse konflikter har jeg fået familiesagerne ind – rigtig mange af mine mediationer handler om konflikter, hvor børnene lider. Og hvor den primære opgave er at skåne børnene – forældrene må selv om de vil bruge deres liv på krig, men børnene er forsvarsløse.

Skilsmissesystemet er i dag indrettet sådan, at det hverken kan håndtere konfliktfrie eller konfliktfyldte skilsmisser. Som praktiserende advokat må jeg sige det helt kort: det dur ikke. Det er totalt forældet. Vi skelner ikke mellem de familier, der selv kan løse situationen, dem, som behøver hjælp til at komme videre, og så de for hvem konflikten bliver selve livsindholdet. Det er tre forskellige – meget forskellige – grupper, som i dag behandles ens. Ens behandling er her som i andre tilfælde i virkeligheden udtryk for urimelig forskelsbehandling.

Rosenkrantz-Theil foreslår, at skal vi skal opdele familier efter tre familietyper – de grønne, de gule og de røde familier.

De grønne familier har fælles forældremyndighed, og begge forældre skal kunne være bopælsforældre. Barnet skal altså kunne have to folkeregisteradresser. Beslutning om bopæl kunne udskydes til et halvt år, mens fristen i dag er 5 dage. Flytter en forælder langt væk – til udlandet eller langt fra barnets nærområde – skal bopælsretten automatisk gå til den forælder, der bliver boende, med mindre noget helt særligt taler imod.

I gule familier skal er være øget fokus på konfliktmægling mellem forældrene. For de røde familier – de tungeste skilsmissesager – skal gives ekstra opmærksomhed. Her skal retten kunne tage konkrete beslutninger med det samme – også om børnefaglige undersøgelser og undersøgelser af forældreevne. Der skal oprettes familieværnskontorer efter norsk forbillede.

Familier med børn under 16 år som udgangspunkt møde op til en obligatorisk samtale, hvis de gennemgår en skilsmisse. På baggrund af den samtale vil man vurdere, om der er behov for en ekstra indsats. Grøn, gul eller rød.
Skilsmissesystemet skal – foreslår Rosenkrantz-Theil – samles under én myndighed. I dag bliver forældremyndigheden afgjort i retten, mens samværet ligger hos Statsforvaltningen, børnesager hører til kommunen, og skal børnene tvangshentes, ja, så er det fogedretten. Det skaber total forvirring og smertefuldt lange processer, det koster kassen og det er til meget stor skade for de børn, som bliver kastebold mellem forældre og systemer, som ikke kan samarbejde.

Jeg synes der er mange gode tanker i forslaget. Især mediationsdelen, hvor jeg blot vil fremhæve, at det forudsætter, at der er tale om erfarne og veluddannede mediatorer. Den form for ”mediation” vi har set i Statsforvaltningen duer ikke. For nu at udtrykke det meget mildt.