Lejer L og udlejer U indgik med virkning fra 1. august 2010 en lejekontrakt om en beboelseslejlighed. I typeformularens § 2 var vedrørende lejemålets begyndelsestidspunkt anført »01.08.10-30.06.12«, men det var ikke udtrykkeligt anført i typeformularens § 11, at lejemålet var tidsbegrænset.
Kort tid efter lejemålets begyndelse førte parterne en mailkorrespondance om muligheden for at forlænge lejekontrakten ud over to år. En måneds tid før den 1. juli 2012 anmodede L om at få lov til at blive boende i lejemålet, men U afviste en forlængelse af kontrakten. L anlagde sag ved boligretten med påstand om tilsidesættelse af tidsbegrænsningen, mens U indgav begæring til fogedretten om udsættelse af L.
Fogedretten fandt, at den kunne behandle sagen, at der var aftalt en tidsbegrænsning af lejemålet til 2 år, samt at tidsbegrænsningen var tilstrækkelig begrundet i udlejers forhold. Der blev vedrørende sidstnævnte forhold lagt vægt på, at U ikke kunne sælge lejligheden uden tab, og at U tillige ønskede at holde muligheden åben for at kunne genovertage den udlejede lejlighed og sammenlægge den med nabolejligheden, som var ejet af U’s mor. Byrettens kendelse blev stadfæstet af landsretten i henhold til grundene.
Ø.L.K. 23. oktober 2012 i kære 22. afd. B-3513-12. TBB2013.67
KOMMENTAR: Interessant afgørelse, hvor udlejer er sluppet nådigt. Der var uklarhed i kontrakten og det vil ofte betyde, at udlejer ikke kan sige op. Tidsbegrænsede kontrakter er ikke ufarlige, men som eksemplet viser, er det svært forlods at afgøre, om en kontrakt holder eller ikke holde.