Lønmodtagere er beskyttet af og får fordele af en række love, herunder bl.a. ferieloven, ansættelsesbevisloven og funktionærloven (hvis medarbejderen i øvrigt opfylder betingelserne herfor).
Heroverfor står de, der ikke er lønmodtagere, hvilke vil sige de, der ikke er i tjenestestilling, f.eks. kapitalejere med bestemmende indflydelse, konsulenter, selvstændigt erhvervsdrivende mv., der ikke er omfattet af den ansættelsesretlige lovgivning.

Eftersom rettighederne (eller manglen herpå) således er knyttet til den status man har som enten lønmodtager eller det modsatte, er det derfor afgørende, hvad domstolene kommer frem til i tilfælde af parternes uenighed.

Sagen, som Østre Landsret tog stilling til den 22. december 2015 efter anke af Københavns Byrets dom af 14. november 2014, omhandlede, hvorvidt en partner i et advokatselskab var i en tjenestestilling og dermed omfattet af funktionær-, ferie- og ansættelsesbevisloven.

Vedkommende, der var ansat som ”Salary Partner”, havde opsagt sin stilling, hvorpå der mellem parterne opstod uenighed om reguleringen af hendes fratræden.

Partneren mente sig omfattet af lønmodtagerreglerne, mens advokatfirmaet var af den modsatte opfattelse.

Københavns Byret kom efter en samlet vurdering af sagens faktuelle forhold frem til, at partneren var lønmodtager. Udbetaling af lønnen som A-indkomst, manglende stemmeret på partnermøder, ingen andel af overskuddet og manglen på ledelsesbeføjelser var blandt de momenter, byretten fremhævede som afgørende for hendes lønmodtagerstatus.

Østre Landsret lavede tilsvarende en vurdering af ansættelsesvilkårene, og kom på den baggrund frem til, at mest talte for, at partneren ikke var i en tjenestestilling og dermed ikke kunne betragtes som lønmodtager.

Landsretten begrundede afgørelsen med, at partneren skulle stå for opbygningen af en ny afdeling, hvilket hun gjorde uden hjælp fra andre. Hun arbejdede uden indblanding fra de øvrige partnere og tilrettelagde selv arbejdsindsatsen og arbejdstiden i overensstemmelse med de rammer, der var udstukket herfor i partneransættelseskontrakten, hvori i øvrigt fremgik, at stillingen som ”Salary Partner” var af en sådan karakter, at hverken funktionærloven eller ferieloven ville finde anvendelse på hendes ansættelsesforhold. Det forhold, at partneren ikke havde ejerandele i firmaet, ikke modtog overskudsdeling og ikke havde stemmeret på partnermøderne, ændrede ikke landsrettens opfattelse.

Landsretten dom medførte, at partneren ikke fik medhold i kravet om feriegodtgørelse af bonusbeløb og manglende løn. Til gengæld kom landsretten i modsætning til byretten frem til, at partneren havde et lønkrav for en periode, hvor lønnen ensidigt var blevet nedsat af arbejdsgiveren, og det samlede resultat blev derfor, at partneren trods dommens udfald fik tilkendt et højere beløb.