Forum Advokater

Miljøbeskyttelse

Miljøbeskyttelsesloven har til formål at forebygge og bekæmpe forurening. Loven vedrører alene det ydre miljø, og omfatter således ikke eksempelvis arbejdsmiljø. Forureningsbegrebet i loven er bredt. Det omfatter eksempelvis også støj og rystelser.

Som nævnt har miljøbeskyttelsesloven til formål at begrænse forureningen. Herover gælder dog stadig de almindelige forvaltningsretlige principper som eksempelvis princippet om, at der skal være overensstemmelse mellem det indgreb som en myndighed påbyder og det mål som søges opnået ved indgrebet. Der vil derfor i et vist omfang skulle tages højde for modstående faktorer som eksempelvis økonomi, når myndighederne administrerer efter miljøbeskyttel-sesloven.

Indenfor miljøbeskyttelseslovens område gælder et princip om, at forureneren betaler. Dette princip er et grundlæggende princip, som gælder indenfor hele EU. Konsekvensen af princip-pet kan være, at en virksomhed, der har forårsaget en forurening og som ikke selv kan rense op i sidste ende må friholde myndighederne for de udgifter, myndighederne har afholdt i for-bindelse med oprensningen.

Miljøbeskyttelsesloven fastsætter regler for beskyttelse af jord og grundvand samt regler om beskyttelse af overfladevand.

Et andet vigtigt område er miljøansvarsreglerne, der er en gennemførelse af EU’s miljøan-svarsdirektiv.

Godkendelse af såkaldte listevirksomheder – ofte benævnt ”miljøgodkendelse” eller ”kapitel 5 godkendelse” – er en meget vigtig del af miljøbeskyttelsesloven.  De virksomheder, som er optaget på bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, er omfattet af reglerne om miljøgodkendelse.

For at opnå miljøgodkendelse skal der sendes en ansøgning, og på baggrund heraf kan der meddeles en miljøgodkendelse, eventuelt med fastsættelse af vilkår. Formuleringen af disse vilkår kan få særdeles stor betydning for virksomhedens fremtidige muligheder for drift.

Hertil kommer, at der i bekendtgørelse om visse listevirksomheders pligt til at udarbejde grønt regnskab, er fastsat en forpligtelse for visse virksomheder til at udarbejde et grønt regnskab bestående af basisoplysninger, ledelsens redegørelse samt oplysninger om virksomhedens miljøforhold.


Hvis en listevirksomhed medfører væsentlig forurening, kan tilsynsmyndigheden meddele påbud om, at forureningen skal nedbringes, herunder at der skal gennemføres bestemte foranstaltninger. Sådanne påbud giver ofte anledning til tvister. Er et påbud behæftet med fejl eller mangler, kan det i sidste ende føre til, at påbuddet tilsidesættes som ulovligt og ugyldigt.

Derudover indeholder miljøbeskyttelsesloven regler om brug af miljømærker, håndtering af affald etc. 

Stikord: 
forurening
miljø
miljøgodkendelse
miljømærker
listevirksomhed
påbud, miljøbeskyttelse
forbud, miljøbeskyttelse
affald

Specialister